Helhedsplanen havde i sin spæde start en drøm om, at der ned langs Bygaden skulle åbne butikker og værksteder med kunsthåndværk, gode restauranter og i det hele taget et livligt erhvervsmiljø.
Drømmen holder vand, men det er nu ikke sikkert, at billedet med en masse små butikker langs ’Blixen’ holder stik. Realiteten bliver nok, at de samler sig i tætte miljøer – det være sig Instant City, Gazellefarmen, Smag a la Gellerup, Opgangen og senere en hel etage i det kommunale teknik-rådhus.
Et opsving har grebet fat i Aarhus, ledigheden falder,og der bygges som aldrig før. I Gellerup forandrer helhedsplanen Gellerup for altid, og beboerne synes godt om det nye, selv om byggerod aldrig er sjovt. De lever med det, fordi fremtiden byder på nye kulturtilbud, beboerhuse, renoverede boliger og rekreative områder.
Også iværksætterne tror på Gellerup. Bazar Vest har været med til at vise vejen for små butiksdrivende, og med helhedsplanen kommer arbejdspladser og nye muligheder.
I den nuværende boligsociale helhedsplan fylder jobindsatser gradvis mere, fordi beboerne ønsker at komme i arbejde, og kontanthjælpsreformen har presset mange beboere. I den næste plan, som starter til nytår, vil beskæftigelse og iværksætteri fylde endnu mere.
Iværksætterne i Gellerup vil få rådgivning til at udvikle sig, fordi det også gavner beskæftigelsen, når det går godt for dem. Derfor er iværksætteri og ordinære jobs to sider af samme sag.
Læs om Gazellefarmen og Opgangen, der begge giver plads til nye erhvervsdrivende – og til perspektivet om øget beskæftigelse.