Portrætserie: Virksomheder i Opgangen

Man behøver ikke meget mere end et køkken i en tidligere plejebolig på 3. sal på Gudrunsvej 78, så er man etableret som enmands-virksomhed. Sådan har Anne Birgitte Andersen valgt at huse sin virksomhed Brugbar Grafik i iværksætterklyngen Opgangen.
Men det er ikke blot ‘køkkenet’, hun har fået:
"Jeg synes, det er de mest fantastiske lækre lejligheder, der er her. Og så har jeg en vidunderlig udsigt til Bygaden, Fredspladsen, de to andre bygninger og Stavtrup Bakker. Jeg er ret vild med betonbyggeriet, og jeg håber sådan, at vi kan bevare bygningerne omkring os. De har en kulturhistorisk værdi, og sammen med kirken, danner de en så fin ramme omkring kulturen og fællesskabet. Det kunne sagtens videreudvikles og gøres til business, for beliggenheden er unik," forklarer grafikeren.
Anne Birgitte Andersen blev lokket til Opgangen, fordi det var billigt. Hun så  også en fordel i de muligheder, der var, når hun skulle være med til at starte arbejdsfællesskabet op.
"Jeg kan lide at gøre alting selv, indretning, opgaveløsning, markedsføring, netværk og alt det, der følger med, Men jeg arbejder også som en hest. Jeg har lavet en del gratis opgaver for at vise, hvad jeg kan, og det kan jeg ikke blive ved med, så kom endelig forbi. Der er plads i kalenderen, hvis nogle har et sommerferieprojekt.
Det var også dejligt og lærerigt at møde så mange forskellige folk fra forskellige kulturer og nationaliteter. Det er anbefalingsværdigt… kom herud og bliv en del af mangfoldigheden.
Hvad laver Brugbar Grafik
Brugbar Grafik visualiserer budskaber, så det bliver lettere at forstå. Det bliver brugbart! Det kan for eksempel være  en proces eller stategi, der skal forklares, en kampagne, en teaser eller en intro, en videoreportage eller lignende.
Anne Birgitte Andersen kommer også ud til virksomheder og laver alt det, som de har brug for online/offline – digitalt  eller tryksager.
Hun har eksempelvis designet og layoutet 2016-årsrapporten fra Brabrand Boligforenings Boligsociale sekretariat.
Anne Birgitte Andersen forestiller sig ikke, at der skal være flere i "køkkenet", men hun vil etablere samarbejde med andre med andre kompetencer, fx web-udvikler og kommunikationsfolk.
brugbargrafik.dk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.