Humøret var som altid højt på Eutopia, og specielt i dagens forestilling fyldte højt humør meget. Søndag klokken 19.00 kunne Eutopia Stage præsentere den sidste ud af fem forestillinger i anledning af Eutopia International Festival.
Forestillingen havde navnet Bianco Su Bianco, og den kunstneriske leder af kompagniet bag forestillingen, Daniele Finzi Pasca, er heller ikke en hvilken som helst herre. Han har nemlig både instrueret Cirque de Soleil og udviklet afslutningsceremonien ved vinter OL i Torino, så det var med store forventninger, at publikum satte sig til rette.
Der var langt fra sparet på rekvisitterne på scenen, da masser af lyspærer hang ned fra loftet, mens andre pærer stod på høje stænger på scenegulvet og oplyste det mørke rum.
Distraktioner på rejsen
Den kvindelige performer indtog scenen og introducerede kort sig selv og sin mandlige medperformer, hvorefter finurlighederne gik i gang. Historiefortælling var central i forestillingen. Her forsøgte kvinden på bedste vis gennem sin fortælling at tage publikum med på en rejse, men dette var lettere sagt end gjort, da hendes medperformer med gak og gøgl forsøgte at distrahere hende, hvilket publikum fandt hylende morsomt. Humor havde generelt en stor plads i forestillingen, da performerne gennem kropssprog og mimik formåede at sætte gang i publikummets lattermuskler.  
Forestillingen bød også på akrobatik og lydeffekter, der underbyggede fortællerelementet, men forestillingen havde også gjort plads til musikalske indslag, hvor der blandt andet blev sunget og spillet guitar, harmonika og sågar også på sav.
En anderledes og meget interessant forestilling blev det sidste som publikum kunne opleve på Eutopia Stage til Eutopia International Festival.
Og sikke en festival det har været, som med Bianco Su Bianco heller ikke kunne være rundet bedre af.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.