Om en lille måned kan du være med til at give kampen mod kræft et økonomisk boost – og du kan selv være med til at "fejre livet", som er mottoet for et døgn i og omkring Foreningernes Hus i Gellerup.
Hen over døgnet 9.-10 september holdes den lokale version af "Stafet for livet". Stafet for Livet foregår over hele landet, organiseret af Kræftens Bekæmpelse. I Gellerup er det blandt andet Helle Hansen og Abdinasir Jama, som arrangerer stafetten.
Og hvad går det så ud på? Hvis du melder dig til stafetten sammen med et hold, kan I få nogle til at sponsorere jeres hold – og derved sikre ekstra penge til kampen mod kræft.
Et hold skal være aktiv gennem hele døgnet, og der skal altid være mindst en aktiv deltager på "banen". Man bestemmer selv, om man løber, lunter eller går.
Døgnet går også med oplysning, underholdning og hygge mellem deltagerne.
Lige nu er fem hold tilmeldt, og arrangørerne håber på mange flere.
Du kan melde dig på et af de eksisterende hold – eller selv danne et hold.
Følg også med på kampagnens Facebookside.