For en uge siden var to borgere ved at tilkalde Falck til en patient – ud for Nordgårdhallen. Men ambulancen blev forsinket, fordi Falck ikke har "opfanget" de nye gadenavne endnu, og fordi der manglede skilte med gadenavnet. 
Det var Nikolaj Sørensen og Susanne Lee Jørgensen, der ville hjælpe den syge person med at tilkalde Falck. De benyttede endda den præcises 112-app, som fortæller Falck gps-koordinaterne.
Men der gik kuk i kommunikationen alligevel. Falck ønskede gadenavne, men lige netop ved Nordgårdhallen mangler gadenavne, så der blev talt om Karen Blixens Boulevard. Men denne vej, som blev navngivet for et år siden nu, er ikke kommet ind i Falcks database.
Men med nogen forsinkelse kom Falck dog ud til det rigtige sted og hjalp patienten.
"Det er uheldigt"
Programleder for helhedsplanen, Per Frølund, blev opmærksom på problemet, da Nikolaj Sørensen lagde et opslag ud på Facebook og taggede Per Frølund. Denne svarede hurtigt, at det var uheldigt, og han ville tage fat i Center for Byens Anvendelse (CBA) i Aarhus Kommune, som står for vejene.
Efter nogle dage har Per Frølund svaret, at CBA vil sørge for at sætte de manglende vejskilte op. Med hensyn til Karen Blixens Boulevard ligger bolden hos Falck selv:
"CBA har oprettet vejnavnene i BBR-registret. Det er Ambulancetjenestens og brandvæsenets ansvar at trække oplysningerne. Det er vi ved at tjekke, om de har gjort," siger Per Frølund.