Teatret Opgang2 har altid haft en forkærlighed for Gellerup og dens kultur. En hel del unge fra området er i tidens løb blevet en del af Opgang2-universet, og de har gennem dette vindue kunnet fortælle deres egne historier.
‘Bagmanden’ for teatret, Søren Marcussen, fylder 8. september 70 år. Søren har som teater- og filmmand om nogen haft med Gellerup at gøre, fra JALLA:-festivaler over 3 Minutter i Gellerup-serien til filmportrætter
Derfor inviterer teatret til reception på dagen fra kl. 14-17 i Opgang2, Valdemarsgade 1H, 8000 Aarhus C.
Opgang2 er Sørens og hustruen Pia Marcussens livsværk. Her i september kan Søren også fejre, at han grundlagde Opgang2 for 45 år siden. Pia Marcussen er leder af Opgang2 Turneteater.
Jalla og portrætter
Masser af turneforestillinger og Jalla-festivaler er det blevet til. Hver anden Jalla er blevet holdt i Gellerup, hver anden et sted i Midtbyen. Noget af det mest kendte udadtil har været serien "3 minutter i Gellerup", der præsenterede beboere i Gellerup. Til dato er de 52 portrætter set mere end 3,5 millioner gange.
I 2016 lavede Søren Marcussen dokumentarfilmen "Er Vi Der, Gutter?" – et portræt af Gellerup-fodboldklubben ACFCs drengehold og deres første sæson i mesterrækken.
Søren Marcussen har gennem sin lange karriere ønsket at være ”højttaler for dem, der ikke har en stemme”.