Serie: De aktive i afdelingsbestyrelserne
Ligesom alle andre områder har Gellerup sine udfordringer, men det forhindrer dog ikke beboerne i at se mulighederne i området.
En beboer, der har sat det som mål at gøre Gellerup til et tryggere område, er Ali Khalil. Han er medlem af Gellerupparkens afdelingsbestyrelse og har været frivillig i næsten ti år. Han håber på at fortsætte i mange år endnu.
Han har valgt at være frivillig, fordi han gerne vil være med til at løfte området til at være et endnu dejligere sted at være i. Ifølge ham er det ikke nogen hemmelighed, at Gellerup har sine småfejl, selvom det er et fantastisk sted.
”Jeg vil gerne være med til at gøre Gellerup så fejlfri som muligt,” siger han.
En af Alis mærkesager er netop at gøre Gellerup mere tryg og sikker at bo i. Til gavn for de nuværende beboere, samtidig med at områdets tiltrækningskraft forstærkes, så man på den måde formår at få flere ”udefra” til Gellerup.
Ali har stor fokus på beboerne og deres forhold til boligforeningen, da det kan være lidt komplekst for mange beboere. En af grundene til, at han selv valgte at blive aktiv i afdelingsbestyrelsen, var netop, så han kunne fungere som led mellem beboerne og boligforeningen, så alle i Gellerup kunne komme til ham og blive hørt.