Ahmad Ali er netop fyldt 21 år. Han har en uddannelse som industrioperatør. For tre uger siden vidste han intet om anlægsarbejde.
”Det er lækkert. Jeg har fem minutter til arbejde, og en dag som i dag er det bare lækkert,” fortæller Ahmad og kigger op mod septembersolen denne lune eftermiddag. Han har skrigorange arbejdstøj på og en hvid hjelm på hovedet.
Ahmad Ali har boet med sin familie på Gudrunsvej hele livet, men blokken skulle tømmes for beboere og familien er nu flyttet til Toveshøj lige på den anden side af Edwin Rahrs Vej. Helhedsplanen er han vokset op med og nu er han selv i gang med den kommende bypark:
”Jeg tænkte selv, nu ødelægger de vores område, da de begyndte at rive blokke ned. Men efter at jeg kan se forandringerne og for eksempel de springvand vi laver her nu, synes jeg det bliver flot og springvandene kommer til at passe perfekt ved siden af fodboldbanen.”
Håber på fastansættelse
Når prøvetiden er overstået om en uge, kan Ahmad Ali forhåbentlig se frem til fast arbejde hos entreprenørfirmaet Arkil. Der er ikke noget som helst, der er sikkert endnu, men Arkil-folkene kan tydeligvis lide den unge mand fra Gellerup.
”Et firma af vores størrelse bør være med til at tage et ansvar,” mener Rico Nielsen. Han er formand for Arkil i Gellerup. Der er brug for arbejdskraften, og det er et godt signal at sende til lokalområdet, at man også kan bruge unge fra kvarteret. Byparken skal etableres, og det skal blive meget dårligt vejr, før de holder en pause med arbejdet, så han kan godt bruge Ahmad til flere års projekter:
”Jeg tror der kommer en samtale. Jeg vil i hvert fald selv indstille ham til fastansættelse,” siger Rico Nielsen. Han er meget positivt overrasket over Ahmads interesse i en branche, der kan have svært ved at tiltrække de unge:
”Prestigemæssigt er det ikke så attraktivt en branche. Og der skal da af og til bruges en skovl. Men vi har maskiner til alt i dag og der er for eksempel ingen tunge løft længere.”
Hvis det lykkes Ahmad at blive fastansat i Arkil, skal han først igennem tre måneders prøvetid, det er standard. Herefter kan han arbejde på forskellige projekter i virksomheden, så længe han vil, eller så længe der er arbejde nok.
Tog selv kontakt
Ahmad ledte efter et arbejde og tog kontakt til Fremskudt jobvejleder Ghassan Hassoun, som fandt ud af at Arkil havde brug for en mand i området.
”Det er fysisk arbejde. Men det bliver lettere og lettere. Første uge var hård det vil jeg ikke lægge skjul på,” siger Ahmad Ali.
I øjeblikket arbejder Ahmads firma, Arkil, på at etablere den nye bypark i Gellerup. Ahmad må køre de fleste maskiner, da han har almindeligt kørekort. Men noget af det vigtigste han laver, er opgaven som ”gravemand”:
”Det jeg laver, er at holde øje med for eksempel TDCs kabler. Dem kan manden i gravemaskinen ikke se, så det kan nemt blive meget dyrt. Jeg sørger for, at han ikke graver dem over,” beretter Ahmad.
Man skal kunne trives
”De hakker ikke på mig. Der skal være plads til en perkerjoke, men man skal jo også kunne trives,” mener Ahmad. Racisme er et problem på mange byggepladser, men når indstillingen generelt ikke er negativ overfor indvandrere, kan han godt tage noget røg fra kollegerne. Og han er heller ikke den eneste på byggepladsen, der har en familie med indvandrerbaggrund.
Hvis Ahmad bliver fastansat hos Arkil, kommer han til at prøve mange forskellige opgaver i løbet af det næste år. Det vil give ham en masse viden og kompetencer, hvis han bagefter ønsker at uddanne sig videre:
”Det kunne jeg da godt tænke mig, for eksempel at blive entreprenør,” afslutter Ahmad Ali, og går tilbage til arbejdet med at lave nye springvand i halvanden time endnu, og så er det fyraften.