Nu er det sikkert, at Gellerup får det vigtige element i Sports- og Kulturcampus. Salling-Fondene har doneret 25 mio. kr.  til bevægelseshuset.
Det kom frem på et pressemøde i dag, som fondene og Aarhus Kommune inviterede til. Meget passende blev mødet holdt i dybet af Gellerup Klatreklub, som i dag råder over det tidligere dybe bassin i Gellerupbadet, og som skal flytte med over i Campus.
Formanden for Salling-Fondene, Karin Salling, løftede sløret for den store pengegave, og Rabih Azad-Ahmad tog imod dem som kommunal bygherre. Det bliver Aarhus Kommune, som skal drive det nye bevægelseshus, som skal bruges af blandt andre:

  • Fodboldklubben ACFC
  • Cirkus Tværs
  • Aarhus Klatreklub
  • Gøglerskolen

Med pengegaven er delprojektet i Sports- og Kulturcampus fuldt finansieret, oplyste Brabrand Boligforenings direktør Keld Laursen. Byggeriet ventes at gå i gang i 2019.
Der ventes 400-500 daglige brugere i huset, når det engang står færdigt.  
"Der vil være parkour gøgl, dans, cirkus og fodbold. Det bliver et hus, der summer af liv syv dage om ugen," sagde Rabih Azad-Ahmad på mødet.