I går troppede 51,8 procent af alle vælgere op i Globus1 for at stemme. Det er en markant stigning i forhold til de 32,6 procent, der stemte ved sidste valg til Europa-Parlamentet. Det betyder også at flere stemte end til kommunalvalget i 2017, hvor stemmeprocenten lå på 51,2 procent i området. På landsplan afgav 66 procent af danskerne deres stemme. Det er også en rekord.

Mange familier og unge

Ilham Mohamed, der var valgtilforordnet i Globus1, var glad for at opleve, hvor mange beboere der mødte op for at stemme: ”Det var en rigtig god oplevelse. Mange gjorde en familietur ud af at stemme, og der var rigtig mange unge førstegangsvælgere.” Om grunden til at så mange stemte til valget, siger Ilham: ”Jeg tror det handler meget om retorikken. Folk er trætte af at blive talt dårligt om. Og så er der også nedrivningerne. Mange føler at de bliver nødt til at tage stilling og bruge deres stemme.”

Bydelsmødrene stemmer dørklokker for valget

Ilham er bydelsmor, som er en gruppe af frivillige kvinder, der arbejder i området. Sammen med andre bydelsmødre har hun brugt meget tid på at ringe på hos beboerne for at minde dem om, at de skal stemme. ”Det er ikke nok at være statsborger. Det er også vigtigt at man bruger sin demokratiske stemme. Det fortæller vi folk, når vi banker på deres dør. Vi viser dem også, hvordan man stemmer rent praktisk.”

Beboere vil gerne stemme

Når Bydelsmødrene går rundt i området for at få flere til at stemme, bliver de taget godt imod: ”Vi har fået rigtig mange positive reaktioner, når vi opsøger folk. De er glade for, at vi minder dem om, at de skal stemme og siger, at de vil sende budskabet videre til familie og venner.”
I næste uge er der Folketingsvalg, og Ilham håber, at endnu flere har lyst til stemme her: ”Jeg vil opfordre til at vi allesammen hjælper hinanden med at komme ned at stemme den 5. juni.” Bydelsmødrene fortsætter med at ringe dørklokker hos naboerne for at sprede budskabet om, at det er vigtigt at stemme.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.