Venligst udlånt af Skræppebladet
Aarhus’ første hold Baba – fordi far er vigtig fik 29. januar 2020 på Aarhus Rådhus overrakt diplomer for afsluttet forløb.
Alle portrætterne af Aarhus tidligere borgmestre overværede den stolthed og glæde, der strålede ud over byrådssalen på rådhuset da det første hold af “babaer” fik overrakt diplomer for gennemført frivilligforløb. Byrådsmedlem Mahad Yussuf (S), der havde fået æren af overrækkelsen, har fra sidelinjen fulgt holdet:
“Om man har den ene eller anden baggrund er kærligheden til ens børn det samme. I har skabt et fællesskab her, og det er godt, at i støtter hinanden. Og det ses tydeligt at i også har det sjovt sammen. Jeg håber baba-forløbene vil sprede sig til andre bydele også.”
Konsulent for baba Kasper Pedersen overtog ordet: “Hver gang jeg har kigget forbi jer under et af modulerne har solen skinnet ned over Gellerup, og det er jeres indsats, der har gjort jer til gode og store rollemodeller. Fra første dag, hvor i stod på kirkegården og traf et valg, har i villet sagen. I har lyttet og i har støttet hinanden. Rejsen er kun lige begyndt, og al den tid i har brugt på baba kommer godt igen.”
Kasper Pedersen havde også ros til Nanna Kold, der har stået for babaforløbet: “Du har troet på fædrene og repræsenteret baba-ånden. Du har sat ringe i vandet med din energi. tak for det.”
Fædrene selv havde tydeligt en festdag. Ikke mindst Abdinasir Jama Mohamed der smilte endnu bredere, end han plejer at gøre: “Det er jo ikke fordi, vi ikke kan finde ud af at være fædre. Baba handler om fællesskabet og bedre samarbejde med folk fra institutionerne.”
Salem Elkaatib er enig: “Vi er fædre, vi vil det bedste for vores børn. Det her er vores bidrag.”
At møde de ansatte på institutionerne har været en kæmpe plus mente Abdi Mohamed:’ “Systemet snakker i høj grad med mødrene. Fædrene bliver tit overset i samarbejdet om børnene. Nu har vi fædre mødt pædagoger og lærere osv. og har haft gode snakke.”
Omar Shirwa har også været begejstret for at lære regler og ansatte fra de institutioner, børnene møder gennem deres opvækst, at kende. “Da jeg købte min bil fulgte der en instruktionsbog med, sådan en kommer der ikke med et barn. Det her forløb er det nærmeste man kommer, og jeg føler mig langt bedre klædt på som far nu.”
Baba-forløbet blev afsluttet med en hyggelig fællesspisning efter diplomoverrækkelsen på Rådhuset.
Abdi Mohamed syntes også han har fået et meget større forståelse af det offentlige system: “Der var mange ting, jeg ikke vidste. Men det vigtigste jeg tager med er fællesskabet og det at ansvaret for at være en god far er vores eget.
Han anbefaler alle fædre i Gellerup at melde sig til et baba-forløb, og at de skal komme hver gang, følge med og tage det alvorligt.
Et nyt baba-hold er begyndt i marts.
Læs mere:
https://baba.dk/
https://www.facebook.com/babaforforandring