Skoleleder på Søndervangskolen Rani Hørlyck bliver formand for den nydannede forening Gellerup Højskole. På den stiftende generalforsamlingen den 3. juni blev hun valgt sammen med blandt andre en tidligere overvismand, en biskop, et folketingsmedlem, et byrådsmedlem, en imam og en prodekan. Målet er at få etableret en højskole, der skal stå klar i 2025.
Foreningen Gellerup Højskole ønsker at danne en klassisk dansk folkehøjskole, hvor den helt centrale målgruppe vil være unge mellem 18 og 25 år, som er på vej mellem ungdomsuddannelse og videre uddannelse. Foreningens ønske er, at en kommende højskole kan samle 120 højskoleelever på de lange hold og danne ramme om ugekurser, konferencer og et bredt folkeligt og udadvendt liv i bydelen.
”Foreningens tanke er, at en ny-tolkning af den klassiske danske grundtvigske folkehøjskole placeret midt i Gellerup, vil kunne noget helt særligt. En bæredygtig sammenhængskraft, som foreningens medlemmer ser et behov for. De første folkehøjskoler var en central byggesten i skabelsen af det danske demokrati og bestyrelsen tror på, at man kan revitalisere den brobygning og fælles handlekraft i Gellerup, hvor skolen vil være placeret mellem mere end 80 nationaliteter, et hav af kulturer og livstolkninger,” skriver den nye forening i en pressemeddelelse.
På den stiftende generalforsamlingen den 3. juni blev der samlet opbakning om foreningens vision, og bestyrelsen konstituerede sig med Rani Hørlyck som formand og tidligere overvismand Michael Svarer som næstformand. Som menige bestyrelsesmedlemmer blev følgende valgt: Prodekan Anne Marie Pahuus, direktør Natasha Al-Hariri, skoleleder Torben Dreier, Leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank, børneudviklingsansvarlig i AGF, Mahmoud Dirawi, byrådsmedlem Hans Skou, biskop Henrik Wigh Poulsen, den lokale iværksætter Paw Simon Krogh, folketingspolitiker Jens Joel, og imam Naveed Baig.
”Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med den flok spændende mennesker, som har engageret sig i bestyrelsen, og jeg tror på, at vi sammen kan nå langt,” udtaler den nytiltrådte formand, Rani Hørlyck.
De første tanker om at skabe et folkeligt mødested i Gellerup er oprindeligt udsprunget i en samtale mellem Gellerup kirke og Aarhus kommune. Det fælles ønske er at skabe et mødested, samtalested og fristed midt i området. Herfra er initiativet vokset videre, til det der nu er stadfæstet i den nye forening, der skal være med til at skabe forudsætningen for, at en skolekreds kan dannes, og etablere en højskole, der står klar i 2025.
Artiklen er udlånt af Vores Brabrand