Selvom der stadig er corona-smitte i Gellerup-området, kan man nu godt mødes til sociale arrangementer. Det boligsociale hus samlede i fredags en gruppe lokale unge til grill-aften i E&P Huset, hvor alle hjalp hinanden med at skabe en god og hyggelig stemning.
Beskæftigelsesmentor Mona Fahd glæder sig over, at det lykkedes at gennemføre festen, selvom coronaen stadig er aktiv i lokalområdet.
”For os var det et vigtigt signal, at man ikke behøver at isolere sig. Man kan godt være sammen med andre mennesker, hvis man overholder corona-restriktionerne med god afstand, afspritning og mulighed for at bruge maske,” siger hun.
Lokalområdets boligsociale medarbejdere og de unge hjalp hinanden med at arrangere en hyggelig aften i det fine sensommervej, og Mona Fahd vurderer, at den type arrangementer er med til at skabe bedre relationer med de unge.
”Personlige relationer bliver altid stærkere af, at man mødes og spiser og taler sammen. Det synes jeg, vi lykkedes med den aften. Til hverdag snakker vi rigtig meget med de unge om uddannelse og job, og de udfordringer, de har med det. Grillfesten var en anden måde at være sammen på.”
I løbet af aftenen kom mange forbi området ved E&P Huset. Nogle vinkede og dyttede, mens de kørte forbi, mens andre stoppede op og var lyttende og nysgerrige.
En særlig oplevelse fik en familie med et barn, som bor i en anden del af Brabrand. De var på en gåtur rundt i Gellerup og stoppede op og spurgte nysgerrigt til arrangementet. De blev inviteret til at spise sammen med de unge, og det endte med, at de blev der og hjalp med at rydde op efter festen.
I festen deltog også to journalist-studerende, som er interesserede i det boligsociale arbejde i området og i løbet af aftenen fik kendskab til en del af de projekter, der er i gang i Gellerup-området.