Blandt mange bidragydere til den kommende lørdags kulturfestival Centrum Vest i City Vest er en del foreninger og aktører i Gellerup. Det gælder blandt andet Skaberværket, der er et fællesskab for 18-30-årige. De planlægger en form for ”escape room”, hvor du skal rundt i centret for at løse en gåde.
19-årige Sumaya Abdul Jama og ni andre unge kvinder er i fuld gang med den sidste planlægning, inden det lørdag går løs på kulturfestivalen Centrum Vest.
Der bliver masser af musik, og samtidig kan du opleve udstillinger, talks, eventyrfortælling, panna-fodbold og madmekka. Og så venter der alle de aktiviteter, der ikke sådan lige kan sættes i en bestemt kategori. Skaberværkets ”escape room” for eksempel.
”Det bliver ikke en traditionel form for escape room, hvor man bliver låst inde og skal løse en bestemt gåde for at slippe ud. I stedet kan man må små hold komme rundt i indkøbscentret for at løse en gåde,” forklarer Sumaya Abdul Jama.
Hun er tovholder i Skaberværket, der samler 18-30-årige fra Gellerup-området, som er engageret i deres lokalområde og har lyst til at være medskabere af kulturaktiviteter.
”Det er virkelig fedt, at vi har fået muligheden for at bidrage til festivalen i City Vest. Det kan blive en virkelig god start for Skaberværket,” siger Sumaya Abdul Jama, som skal være med til at samle aldersgruppen om nye aktiviteter i Gellerup. Skaberværket er startet, udviklet og drives af Ungdomsskolen og Det boligsociale Hus i Gellerup og Toveshøj.
Da hun spredte budskabet om festivalen i sit netværk, dukkede ni andre unge kvinder op til et introduktionsmøde. De var alle klar til at være med til at føre ideen ud i livet.
Sumaya Abdul Jama håber, at eventet i City Vest bliver starten på mange flere aktiviteter fra Skaberværkets hånd.
”Jeg håber, at mange flere vil være med til at udnytte den her mulighed – komme ud og lære nogle flere at kende og få nogle sociale relationer. Og selvfølgelig lære en masse om hvordan man sætter nogle succesfulde events op.”
Hun håber, at Centrum Vest-festivalen vil synliggøre Skaberværket og sende et budskab til jævnaldrende unge i Gellerup-området, at det er muligt at være med i et positivt fællesskab, også når man er fyldt 18.
Strikkeworkshop, dans og rap
Ud over Skaberværkets aktiviteter bidrager mange andre af Gellerups foreninger og aktører til at lave en mangfoldig og sjov dag i det næsten tomme indkøbscenter.
Blandt andre står to andre medlemmer af Skaberværket, Muna Adan og Marwa Zaher Abdel Aal, for en strikke-workshop, hvor du også kan få serveret arabisk kaffe.
Foreningen Familienetværk tilbyder pigedans, Rapakademiet har deres egen scene, hvor lokale rap-talenter vil optræde, og Gellerup Højskoles Forsamlingshus tilbyder talks om, hvordan et tomt indkøbscenter kan bruges til kulturaktiviteter – og meget mere.
Der er ligeledes et madmekka, hvor lokale foreninger som Den Glade Familie og Usbekiske Initiativer serverer lækkerier fra mange lande.
”Det har virkelig været en rejse”
En af hovedarrangørerne, Camilla Aneto Olesen fra Frontløberne, glæder sig over den mangfoldighed, der på enhver måde kommer til at præge det endelige program, der mandag eftermiddag endnu ikke var færdigt. Samtidig rkender hun, at det har været en lidt kaotisk planlægningsproces:
”Det har virkelig været en rejse. Fra at det egentlig stod meget klart for os alle, hvad der skulle ske, har det været nærmest som at ryste én af de dér snekugler, så man ikke kan se motivet. Og nu står det faktisk ret fint. Jeg synes, det kommer til at ligge ret tæt op ad den idé, vi oprindelig havde i tankerne,” siger Camilla Aneto Olesen.
Hun glæder sig blandt andet over, at festivalen betyder, at de forskellige aktører kommer til at lære hinanden langt bedre at kende.
”Det bliver meget lettere for os lige at ringe til nogen i Gellerup. Og der bliver i det hele taget kortere mellem os som arrangører,” siger hun.
”Samtidig bliver det et stort udstillingsvindue, hvor man kan opleve meget af det, der sker i Aarhus hele året. Det bliver en kæmpe hyldest til det vækstlags-liv vi har her i byen.”