Rasha, Dalal og Layal er tre af fodboldpigerne i Gellerup Idrætsklub (GIK). De går til den sammen med de øvrige piger i alderen 12-16 år, og der tackles, sparkes og scores på banen i Globus1. Der kommer så mange piger i den enlige træningstime hver tirsdag, at de må nøjes med 10 minutters kampe, før der skiftes over til det næste hold med piger fra 8-12 år.
Det er en succeshistorie. Der er nu omkring 40 tilmeldte piger, der spiller fodbold i GIK – så er det desværre også begrænset, hvor meget tid hver enkelt får på banen.

Så pigerne har knapt tid til at tale med journalisten, før de skal på banen igen. De er glade for klubben og for fodboldspillet, som de synes er sjovere end så mange andre sportsgrene, som de kan komme i tanke om.

Trænere spiller på lige fod
De er også glade for deres trænere, søstrene Louise og Kristine Enevoldsen, som på banen spiller på lige fod under kampene og viser, hvordan sammenspillet og afleveringerne fungerer bedst muligt.
 
De tre piger har spillet fodbold i to år i GIK – og tilbuddet startede vist et års tid inden da. Rasha har selv spillet fodbold i otte år, idet hun tidligere var i Stautrup.

”Vi har desværre kun en time i hallen om ugen. Det er for lidt,” mener de tre piger. Men det er vilkårene – Globus1 er booket op i hele vinterperioden.

Spiller ude om sommeren 
Om sommeren spiller pigerne på de udendørs baner, hvor fodboldklubben ACFC også spiller. ACFC laver et årligt Gellerup Cup, og her er pigerne også med. De har også spillet mod drengene.

”De er mere ”voldelige” – det er vist fordi de tager det så seriøst. Det gør vi nu også,” griner Rasha – og bliver kaldt på banen igen til ny 10 minutters kamp.
Træner Louise Enevoldsen får den sidste ”finte” i artiklen:

”Og så er det vigtigt, at der også er nogle sportsaktiviteter for pigerne – de bliver dovne ellers!”
, der en dag skød et billede af nogle af fodboldpigerne – og vandt borgerportalens fotokonkurrence.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.