“Vi hjælper gerne med at skrive ansøgninger om midler til projekter,” fastslår fra Jens Møller, der er leder af Det Boligsociale Fællessekretariat.
Sammen med kommunikationskonsulent Benedikte Erlykke fortæller Jens Møller om Fællessekretariatet, som på flere måder er arvtager efter Urbansekretariatet, der afsluttede sin virksomhed efter Urbanprogrammets ophør ved udgangen af 2007.
Men hvor Urbansekretariatet havde Vestbyen som sit arbejdsområde, har Fællessekretariatet hele Århus som virkefelt. Fællessekretariatet finansieres af de almene boligorganisationer i Århus, Århus Kommune og ikke mindst af Landsbyggefondens boligsociale midler.
Forberedelser til projekter og kontakter for projektmagere
Jens Møller fortsætter: “Vi kan bistå med alle forberedelser til et projekt, men vi kan ikke gå ind i selve projektet og dets styring, efter det har fået midler til at realisere sin ide. Derimod kan vi hjælpe projektmagere med kontakt til eksisterende organisationer og igangværende projekter inden for samme felt.”
Det er helt tydeligt vigtigt for Jens Møller at påpege værdien af at være fødselshjælper for samarbejde og kontakt. Selv om Fællessekretariatet ikke kan følge med i at føre projektet ud i livet, skal projektmagere ikke bare overlades til sig selv, når det går løs.
“Vi tror, det skaber bedre resultater, hvis nye projekter kan få forbindelse til bestående netværk. Jeg ser en styrke i vores kendskab til mulige netværk i den almene sektor,” kommer det med overbevisning fra Jens Møller.
Boligsocial bredde alment forankret
I Fællessekretariatet tænker man boligsocialt bredt. Derfor ser Fællessekretariatet ingen emnemæssige begrænsninger for sin rådgivning. Dog understreger Jens Møller, at Fællessekretariatet er sat i verden for den almene boligsektor i Århus: “Vi er villige til at trække andre ind i arbejdet, men det skal være sådan, at en eller flere almene boligafdelinger kan se en mening med det, – og er med i det.”
Hvor og hvordan finder du Det Boligsociale Fællessekretariat
Det Boligsociale Fællessekretariat holder til på Saralyst Alle 55. Benedikte Erlykke oplyser, at projektmagere blot sender en mail (benedikte@fs-bydele.dk) eller ringer (tlf. 87340002): “Så vender vi tilbage for at aftale et møde. Det kan være her på Saralyst Alle, men vi kommer gerne ud, hvor det er praktisk for projektmagere at mødes med os.”
Se oversigt over puljer og fonde på www.bydele.dk