Hvad er det, man kalder hjem, og hvordan er det at have to hjem, men intet rigtigt hjem?
Det er de vigtigste spørgsmål der bliver stillet i filmen ”Mellem Stole”, instrueret af Christian Juul Mikkelsen. En film på ca. 45 minutter, som havde premiere på Århus Filmfestival.
Hovedpersonerne i dokumentarfilmen er Mustafa, grønthandler med tyrkisk baggrund, og Mohammad, som er slagter i Bazar Vest.
For hvem er disse to mænd, som man tit ser, når man er ude at handle, men ikke engang kender navnet på? Mustafa Soyak, som mange kender som den højtråbende grønthandler med de mange gode tilbud, syntes det var sjovt at være med i filmen. ”Det beskriver, hvordan der er i Bazar Vest,” siger han.
De mener begge, at de har to hjem: det land de kom fra, henholdsvis Tyrkiet og Libanon, og Danmark, som nu er det land, hvor de hører til i dag.
Filmen tog meget lang tid at lave
Christian Juul Mikkelsen håber at kunne vise filmen frem i Bazar Vest på et tidspunkt og selvfølgelig at få den med på diverse filmfestivaler i Danmark.
Optagelserne til filmen begyndte i sommeren 2006 og var først endelig færdig i september 2007. Instruktøren fortæller, at der gik hele dage på at stå og filme solnedgang, og ufatteligt mange timer med redigering af de mange timers optagelser bagefter. Filmen kommer omkring mange ting i de to hovedpersoners liv. Mustafas barndom i Tyrkiet, om Mohammads søn, som mistede livet, da en bil ramte ham, mens han sendte en sms, deres syn på danskerne og det danske sprog, og hvordan de engang imellem savner deres fødeegn.
Et godt portræt af to danskere
Det var ikke svært at få nogen til at være med i filmen. Mustafa blev spurgt nogle gange, før han sagde ja, men han er glad for, at han var med og har tiltro til, at instruktøren har portrætteret ham rigtigt.
Instruktøren mener, at han har haft en god oplevelse med at lave filmen, og han har fundet ud af, at de medvirkende er mere danske, end man umiddelbart kunne tro, og at man godt kan være dansk, selvom man hører til to steder.