Der var spænding og høje forventninger hos mange herboende somaliere lørdag den 12. april. De var forsamlet i Livsværkstedernes lokaler i City Vest. Dagens hovedperson kunne komme når som helst, så de sidste forberedelser skulle falde på plads. Hovedpersonen var nemlig Asho Gele Dinye, den somaliske Familieminister.
Bygge bro
Somali Community havde inviteret ministeren for at høre mere om forholdene i Somalia og for at skabe dialog og bygge bro mellem herboende somaliere og dem, der bor i hjemlandet.
Familieministeren havde en kvindelig ledsager med, som er formand for “Somalian Relief”. En velgørenheds organisation som arbejder på at skaffe penge til at bl.a. forbedre infrastrukturen i Somalia. Sammen har de været på turne i USA med samme formål.
Bidrag til Somalias udvikling!
Der var koncentration og ro under ministerens tale, det var indlysende, at her var en, som de så op til.
Ministeren appelerede til de herboende somaliere om at bidrage til udvikling og opbygning af Somalia, da der er brug for folk med uddannelse og viden i landet. Hun gjorde det klart at dette var en nødvendighed, da de fleste ressourcestærke somalienere ikke bor i Somalia.
Famileministeren tilføjede, at der er meget i de internationale medier, som ikke passer, og at Somalia ikke får meget opmærksomhed fra omverdenen pga mangel af interesse og landets fattigdom. Man fik et mere nuanceret billede af forholde i Somalia, og der var plads til humor under ministerens tale.
Efter en lang tale kunne ministeren hvile stemmen og nyde kaffepausen, for bagefter blev der stillet en masse spørgsmål, og dialogen gik i gang.