Succesen med at hjælpe børn og unge i Viby-området med lektier på Viby Bibliotek udvides. Elever fra Søndervangskolen opsøger også lektiehjælpen på Viby Bibliotek. Fremover vil man forsøge at etablere lektiehjælpen to gange om ugen med start efter sommerferien d. 12 august. I øjeblikket tilbyder man hjælp hver tirsdag, men man vil gerne udvide med torsdag.
For at det kan lykkes, skal korpset af frivillige hjælpere øges. I øjeblikket arbejder 6-7 frivillige, og der kommer ofte 20-25 børn og unge pr. gang.
“Vi søger flere frivillige, så der bliver mere tid til at hjælpe den enkelte. Gruppen af frivillige er en blandet flok af gymnasieelever, studerende, arbejdssøgende, folk i arbejde, efterlønnere og pensionister. Alle hygger sig med børnene, og som frivillig mærker du, at du virkelig gør en forskel,” lyder opfordringen fra Kirsten Knudsen, der koordinerer lektiehjælpen.
Pædagogiske evner
Den frivillige får mulighed for at afprøve sine formidlingsmæssige og pædagogiske evner i arbejdet med børnene. Det forventes at alle behersker et godt dansk, der efterspørges især nogen, der er gode til matematik. Derudover forventes det at hjælperen er tålmodig, stabil og er i besiddelse af en god indlevelsesevne. De børn og unge, som opsøger lektiecafeen, er fra 4. kl. og op til gymnasieniveau.
Lektiecafeen er opstået i et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp og Viby Bibliotek. Cafeen holder åbent tirsdag eftermiddag kl. 15.00 – 17.30 på Viby Bibliotek, Skanderborgvej 170, Viby J.
Det er desuden et stort ønske at udvide med torsdag eftermiddag. Som lektiehjælper bliver man en del af frivillig-gruppen hos Dansk Flygtningehjælp, der også afholder frivillig-samtaler og indhenter børneattester.
Er du interesseret?
Vil du høre mere om jobbet, som er ulønnet, kan du kontakte: Viby Bibliotek på tlf. 89 40 95 40: Spørg efter Kirsten Knudsen, kkn@aab.bib.dk eller Jette S. Rasmussen, jsr@bib.aarhus.dk – Dansk Flygtningehjælp: Nils Bertelsen, flygtningaarhus@get2net.dk, tlf. 29 72 93 85.