Fritidssport Rosenvang er et nyt tilbud til børn og unge i Rosenvang kvarteret. Projektet, der løber indtil 1. august 2009, henvender sig til piger og drenge i alderen 13-15 år uden andre fritidstilbud. Det kommer mest til at handle om forskellige former for sport, men det er de unge, der selv skal på banen med de gode idéer til, hvilke aktiviteter de gerne vil have gang i.
”Idræt, bevægelse og fællesskab er den grundlæggende idé, og planen er at børnene skal guides videre til andre fritidstilbud, f.eks. i idrætsforeningerne,” fortæller projektmedarbejder Anders Rau.
SommerEvent 2008
Fritidssport Rosenvang lægger ud med SommerEvent 2008, som bliver et stort arrangement for alle børn og unge i Rosenvang den 20. juni kl. 14-20 på Vidtskuevej ved Byggeren, SFO Vidtskuevej og fodboldbanen ved Præstevangen. Her bliver der fodboldturnering, rundbold, hoppeborg, bålmad, toiletræs, stærkmandskonkurrence og meget mere.
Sommeraktiviteter
I sommerferiens første fem uger bliver der arrangeret mange forskellige former for idræt i området. Det meste bliver gratis, men enkelte aktiviteter kommer til at koste lidt. De fleste aktiviteter bliver for de 13-15 årige, men i ferien bliver der også lavet noget for de 8-12 årige.
Hvordan kommer jeg med
Inden skolen holder ferie, kommer der en aktivitetskalender. Her kan man læse, hvordan man melder sig til aktiviteterne.
”Jeg kommer rundt i klasserne og fortæller om, hvad der kommer til at foregå. Og børnene kan melde sig til sms-service, så får de besked, hvis vi laver et eller andet spontant,” fortæller Anders Rau.
Fritidssport Rosenvang er et samarbejde mellem Boligforeningen Århus Omegn, DGI og Fritidscenter Viby. Projektmedarbejder Anders Rau kan træffes på tlf. 24 79 63 11 kl. 12-15 eller på e-post: fritidssportrosenvang@gmail.com.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.