Politiet er rykket ud af Viby Bibliotek, biblioteket rykker ind, og der brydes mure ned for at få plads til Borgerservice fra 2009.
Bibliotekets gæster har endnu en gang brug for en forklaring på, hvorfor de igen bliver taget imod af både bibliotekspersonalet og af håndværkere, når de besøger Viby Bibliotek.
Bedre forhold
Biblioteket arbejder konstant på at forbedre rammerne og fylde dem ud med opdateret, brugbart og interessant indhold. Kontorer er blevet nedlagt for at udnytte de knapt 500 kvm publikumsarealer på førstesalen bedst muligt. De seneste par år har f.eks. budt på en ny it-balkon med bl.a. gratis trådløs internetadgang også fra egen bærbar PC, et nyindrettet børnebibliotek, et erindringslokale samt en handicaplift og et ventilationsanlæg.
Politiet ud – Borgerservice ind
Denne gang bliver forbedringerne ikke holdt inden for bibliotekets nuværende rammer. For at få plads til Borgerservice fra 2009, brydes der nu ind til politiet!
Biblioteket bor i forvejen til leje hos Viby Andelsboligforening. I forbindelse med, at politiet opsagde lejemålet på Skanderborgvej 174 blev det muligt også at leje sig ind i boligblokken, der er bygget sammen med biblioteksbygningen.
Henover efteråret bliver den 175 kvm store lejlighed indrettet til hjemlig hygge med romaner og gode læsehjørner Der bliver også plads til en læsestue med aviser og blade.
Det eksisterende store udlånslokale vil i fremtiden komme til at rumme al faglitteraturen samt musik og film.
Klar i februar 2009
I begyndelsen af det nye år skulle alt – bl.a. 42.000 bøger – være flyttet rundt. Borgerservice vil så rykke ind på biblioteket i lyse og nyindrettede omgivelser – placeret centralt i biblioteket, så der vil blive optimale muligheder for at benytte begge tilbud, når man besøger Viby Bibliotek fra februar måned.