Som portalen omtalte allerede tilbage i marts, lukker Posthuset i City Vest pr.31/12 2008. Det fremkalder stor utilfredshed hos kunderne.
Den 27. november bliver postbutikken overtaget af Rema1000 på Stenbækvej. Det betyder at allerede fra den dato skal postkunder til Gl. Brabrand for at hente deres pakker. Indtil 31.12 holder Posthuset i City Vest åbent, som normalt, men derefter er det altså slut.
Da Allan Wittrup, som er privatkundechef i postvæsenet, dengang blev adspurgt om lukningen, benægtede han, at den blev lukket, men i stedet blev omdannet til postbutik, i forbindelse med en af de andre forrretninger i City Vest.
Helle Hansen, formand for Gellerupparken, har haft et møde med ledelsen af City Vest, og de informerer om, at de end ikke er blevet kontaktet af Post Danmark, samtidig med, at de har afslået det forslag fra Bog og Idé, om at overtage driften, og centrets tilbud om at oprette en postbutik i forbindelse med Center Informationen blev også kasseret.
Helle Hansen er skuffet over lukningen
Helle Hansen har været meget aktiv i denne sag og har haft diverse møder med parterne, samtidig med at hun har skrevet til Borgmester Nicolai Wammen, for at få ham til at lægge pres på Post Danmark,og få dem til at ændre deres beslutning.
”Jeg synes, at det er så frækt af Post Danmark bare at flytte muligheden for at sende post så langt væk, når City Vest tilbyder at huse postbutikken. Især når man tænker på, hvad det for et område, Gellerupparken er. Og det ligger i hvert fald slet ikke i tråd med planerne om at gøre Gellerup til en aktiv bydel – uden postbutik,” lyder det fra Helle Hansen.
Internettet får skylden
Post Danmark giver internettet skylden, for at de må lukke en del posthuse ned. Folk sender ikke så mange breve mere, og regninger bliver betalt over netbank, så Postbutikker kører ofte med underskud.
”Service er et ord, som Post Danmark ikke længere kender,” mener Helle Hansen og er sikker på at det eneste det handler om for Post Danmark, er kroner og ører.
Så fra 27.November, må borgere valfarte til Gl. Brabrand for at få deres pakker, som i lang tid ikke er blevet uddelt i Gellerupparken.