Nu er Kontaktstedet 17 plus for unge voksne kommet godt i gang med åbningstider hver tirsdag og torsdag kl. 16.00-20.00. Der er blevet ansat en fast medarbejder, som altid kan træffes i åbningstiderne. Det er Marianne Borum Thorhauge. Marianne har en uddannelse i dansk og religionsvidenskab, hun har rejst meget og de seneste fem år har hun undervist på Ry Højskole især i at skrive digte og noveller.
Etableringen har et lille hængeparti
Vi har talt med Marianne Borum Thorhauge og projektkoordinator Karina Krog, som fortæller at 17plus nu fungerer, selv om indretningen ikke er helt på plads endnu, idet de stadigvæk må dele to lokaler med PPR (Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning), som skoleforvaltningen er ved at finde andre lokaler til.
Der er mest run på lektiehjælpen
Marianne og Karina fortæller også, ar der hver gang kommer 8-12 unge for at få hjælp til forskellige ting. Mens vi var der, kom der to unge piger for at få vejledning til jobsøgning og der kom fem for at få lektiehjælp.
Vi talte med et par af dem. Diva, som går i 10. klasse på Grønløkkeskolen, skulle skrive en opgave om de mange forskellige musikinstrumenter og deres klangfarver, og Shabnam, som går i 10 klasse på VUC, havde brug for hjælp til en engelskopgave.
Der er plads til flere
Marianne siger: ”Vi er meget tilfredse med fremmødet, som det er nu, men på længere sigt vil vi gerne have flere til at bruge 17plus. Vi overvejer forskellige inddragende arrangementer for at gøre opmærksom på stedet. Det kunne være alt lige fra et skriveværksted til en pokerturnering, men det er en balancegang, fordi 17plus er et rådgivningssted – ikke en ungdomsklub.”
”Sundhedshus for unge” kommer på besøg
Ud over de faste rådgivnings- og vejledningstilbud, laver 17plus også arrangementer med folk fra andre institutioner. Torsdag den 12. marts er der f.eks. et arrangement med ”Sundhedshus for unge”, som ved hjælp af en skuespiller kommer og fortæller om krop og identitet, om seksualitet – i det hele taget om det at være ung.
Det vi ikke ved, finder vi ud af
Karina slutter med at sige: ”Husk at skrive, at i 17plus kan de unge få råd og vejledning om stort set alt det, der optager en som ung. Har vi ikke et svar på stående fod, så finder vi det.”