Overborgmesteren i København Ritt Bjerregaard var onsdag forbi lokalpolitistationen i City Vest.
Hun ønsker selv en lokal politistation på Nørrebro i København, så derfor var hun taget til Gellerup for at få gode råd med på vejen.
"Jeg har lige været til et stormøde i forbindelse med bandekrigen på Nørrebro, hvor over 700 deltog. Folk ønskede mere politi på gaden og en nærpolitistation. Jeg fik at vide, at de var afskaffet med politireformen, men så hørte jeg jo, at der rent faktisk var sådan én i Gellerupparken. Så tænkte jeg, at der må jeg da over og tale med de lokale politifolk og høre, hvad de får ud af det," sagde Ritt Bjerregaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun tilføjede vigtigheden af politiets daglige tilstedeværelse i et lokalområde som Gellerup eller Nørrebro.
Med til mødet var desuden borgmester Nicolai Wammen og politidirektør Jørgen Illum fra Østjyllands Politi.