Hanne Langs splinternye stakit fik en meget kort levetid. Ikke så snart havde hendes bror sat det op og var taget hjem, så blev stakittet ødelagt. Borgerportalen har flere gange talt med Hanne Lang og hun fastholder, at hun gerne vil fortælle sin historie – også til beboerbladet Herredsvang.dk.
Sat op og ødelagt samme dag
Hanne Langs bror var netop færdig med at sætte det nye stakit op, og var taget hjem. Hanne gik rundt i sin lejlighed, da hun hørte lyde, der kom fra hendes have. Det lød som nogen, der kastede sten. Da hun kom ud opdagede hun, at børn havde kastet sten mod hendes nye stakit – og ikke nok med det: Nogle af børnene i gruppen havde set tre legekammerater kravle op på stakittet og stemme fødderne godt i. Resultatet var forudsigeligt. Det var mere end stakit, stolper og beslag kunne klare. Nu var der næsten lige så åbent ud til plænen som før.
Tog konflikten
Hanne Lang gik ind i situationen: "Hvem har gjort det?" spurgte hun, men det ville ingen indrømme. Hun gav dog ikke op så let og til sidst fik hun navnet på et af de børn, der havde ødelagt stakittet. Det holdt hårdt at få tilståelsen frem, men Hanne Lang sagde: "Det er ikke sundt at lyve, man får så ondt i maven af det." En erfaring som de fleste voksne nok også kan genkende, siger hun.
Derefter talte Hanne Lang med børnenes forældre. De indvilgede straks i at betale for skaderne og undskyldte.
Begynder tidligt
Blev du ikke vred?
"Nej, det gjorde jeg faktisk ikke… Jeg blev frygtelig ked af det, og det værste var, at det var børn i børnehaveklassealderen. Det er forfærdelig trist, at de begynder på den slags i en så tidlig alder. Det kom helt bag på mig, at det var så små børn. Det er der ingen mening i," siger Hanne Lang. Hun understreger, at hun ikke på nogen måde er ude på at hænge børn eller forældre ud. Hun er meget ked af, at det er sket og synes, det er meningsløst og har givet hende en masse bøvl. Første gang portalen besøgte Hanne Lang måtte vi aflyse det planlagte interview. Årsagen var, at det regnede og blæste: Den ødelagte sektion af stakittet var ved at rive resten med sig på grund af den kraftige vind. Hanne Lang forsøgte forgæves med en skruetrækker, men opgav at få beslagene løsnet. Vi udskød interviewet til senere. Hanne Langs bror måtte igen på besøg med værktøjskassen.
Det betaler sig at gøre noget
"Det kan betale sig at gøre noget ved hærværk, hvis man ser det, men det er jo langt fra altid man er så heldig at finde ud af, hvem det er," siger Hanne Lang. Hun anslår, at et nyt, tilsvarende stakit vil koste omkring 1500 kr.