Marienlyst Gofklub giver sig selv en chance for at overleve. På den ekstraordinære generalforsamling var lukning ellers det eneste punkt på dagsordenen, men der skal nu gøres et sidste forsøg på en redning.
En tremandsgruppe – bestående af formand Kristian Kaufholz, Sonja Mikkelsen og Claus Pedersen – blev udpeget til at stå for følgende arbejde:
- Forhandle med kommunen om forbedret vedligeholdelse af fairways, så græsset bliver klippet på en måde, der gør det anvendeligt til golfspil, herunder såvel højde af græsset som hyppighed af klipning. Klipning til en højde af 10 cm er ikke acceptabelt for spillet.
- Klubben skal kunne forbedre forhold på greens, herunder anvendelse af andre græsarter, der tillader en nødvendig tæt klipning.
- Klubben ønsker, at medlemmerne skal have eksklusiv ret til banen, men vil naturligvis tage nødvendigt hensyn til andre besøgende i parkområdet. Altså: vil man spille golf, koster det et beskedent årskontingent på 300 kr.
Klubben er utilfreds med kommunens vedligeholdelse, og efter at arbejdet er udliciteret til et privat firma, er det blevet helt galt, mener klubben.
Spillere gider ikke være medlemmer
Golfklubben savner også mulighed for at kræve medlemskab af folk, der spiller. På generalforsamlingen blev det nævnt, at flere golfspillere blot sagde, at "der er da ingen grund til at være medlem, det er jo et offentligt område." Der er kun 30-40 medlemmer i dag.
Tremandsgruppen får resten af august og september til at forhandle med kommunen og i øvrigt bane vejen for en fortsættelse af klubben.
Briste eller bære
Den ordinære generalforsamling holdes sidst i september, og her vil det briste eller bære.
Hvis medlemmerne i september ser optimistisk på situationen, skal der alligevel findes en ny bestyrelse, sagde Kristian Kaufholz til de fire fremmødte medlemmer. Den siddende bestyrelse er ganske enkelt kørt træt.