"Goddag, jeg vil gerne tale med Borgerservice."
"Det er desværre ikke Borgerservice, du har ringet til, men Borgerportalen…."
Sådan har vi måttet svare en hel del gange, når borgere har kontaktet os. Vi er glade for opringninger, men det er naturligvis skidt, hvis vi ikke har meldt præcist ud om, at dette er en hjemmeside, hvor borgerjournalister og andre kan skrive historier om deres bydel. Borgernes portal…
Af den og flere andre gode grunde har Borgerportalprojektet udarbejdet en folder om, hvad vi står for. Hvordan bliver man borgerjournalist, kan unge også blive journalister, hvad er der på portalerne, og hvorfor gør vi overhovedet det her?
Borgerjournalister skal til Nyborg
Borgerportalprojektet er også blevet inviteret til at lave borgerjournalistik på den boligsociale årskonference i Nyborg 31. august. Sammen med borgerjournalister fra Vollsmose skal vi lave reportager og tale med gæster om, hvorfor de deltager på konferencen. Historierne bliver samlet til en avis, som allerede samme aften uddeles til deltagerne.
Her fra Århus deltager borgerjournalist Rosita Ahmadian, www.vibysyd.dk og Ole Nørgaard Madsen, www.aarhusvest.dk
Folderen er også produceret til denne lejlighed, så boligsociale medarbejdere over hele landet kan lære af vore gode erfaringer.
Du kan se hele folderen som bladre-fil ved at klikke her.