I den forløbne uge har Gellerups kulturelle hjerte, Bazar Vest, holdt lukket en dag. Rygterne har svirret om, hvorvidt bazaren nu kunne køre videre, idet en del handlende står i dyb gæld til bygherren Olav De Linde, som trods protestlukningerne nægter at sænke huslejen for butiksejerne.
Men hvad vil konsekvenserne være for Gellerup, hvis bazaren er nødsaget til at dreje nøglen om?
Denne reporter har dagen efter genåbningen interviewet handlende og kunder i bazaren,.
Muhammed Kar (kunde ) siger: ”Bazaren er et sted, som skiller sig ud fra andre steder, det er et anderledes sted at handle, og man kan købe ting der normalt ikke findes i dagligvarebutikker. Stedet har en helt speciel atmosfære.
”Det vil være rigtig negativt for området, hvis ejerne blev nødt til at lukke deres butikker. Det er her, man mødes med folk over en kop kaffe eller the, mens man handler. Uden bazaren vil fællesskabet blive spredt, og især de unge ville give sig til at lave noget, de måske ikke ville have lavet, hvis de havde haft et samlingssted.
Især om sommeren fungerer bazarens parkeringspladser og frontområde som det sociale mødested for Gellerups beboere. Bazaren er deskuden et meget populært turistmål i Århus, og tusindvis af udefrakommende bringer hvert år hårdt tiltrængt kapital til de handlendes boder.
Håber, at bazaren overlever
Chris handler i bazaren engang om måneden og mener også, at en lukning kun vil føre noget negativt med sig:
”Det er et dejligt sted at komme og et sted, hvor man kan komme og handle på en lidt anderledes måde. Det er en kulturel oplevelse sammenlignet med en shoppingtur i Netto.
Hvad tror du det vil betyde for området, hvis bazaren lukker?
Det ved jeg ikke helt, jeg vil nok håbe på, at butikkerne så vil åbne et andet sted, men jeg håber virkelig at bazaren overlever.
Også de handlende er bekymrede for kvarteret, hvis det lokale samlings- og handelssted forsvinder. Razul Chai da er ansat i en tøjbutik og fortæller:
”Det er et sted, hvor der altid sker noget, det er ikke alt sammen positivt, når kunder udefra skræmmes væk. Men stort set synes jeg det er et fedt sted, som de fleste synes om. Hvis stedet lukker, vil der komme mere ballade og kriminalitet til området, fordi folk mister deres samlingspunkt.”
Om bazaren virkelig lukker er endnu uvist. Det var ikke muligt at få interviews med ejerne af butikkerne da disse ikke på daværende tidspunkt ønskede at udtale sig.