Den udskældte busordning får igen kritik. Stressede buschauffører går nu til yderligheder for at holde nogenlunde ro i busserne, og alene det at tage en telefon i bussen, hvis ens mor ringer til et barn, det er i nogle tilfælde nok til, at chaufføreren forbyder barnet at tage med bussen de næste dage.
Bloggeren og pædagogen Anett Sällsäter Christensen fra Toveshøj er blevet kontaktet af forældre og af børn, der ikke kan forstå, hvorfor der ikke er en voksen med busserne til at holde opsyn – og hindre, at både chauffør og børn bliver stressede og urimelige.
"Foreningen Familienetværk i Toveshøj og nogle af børnene har gjort opmærksom på, at der stadigvæk er et problem med busningsordningen," forklarer Anett Sällsäter. Ordningen gælder de børn fra blandt andet Ellekærskolen, som ikke klarer sprogtesten og derfor skal "blandes" med børn fra andre skoler, med det formål at give dem mere sprogindlæring.
Problemet er især bustransporten, som for nogle børn varer op mod en time hver vej. Børnene kan godt være højrøstede, men efter en lille indkøringsperiode i det nye skoleår er der ingen til at følge børnene. Så skal chaufføren både køre bussen og holde ro.
"Umenneskelige regler"
Den aktuelle sag, som Anett Sällsäter beskriver i sin blog, er Toveshøj-børnenes tur til og fra Mårslet Skole:
"Der opstår nogle umenneskelige regler i bussen som for eksempel at: sidde helt stille, ikke tale med hinanden, ikke spise noget, ikke læse, ikke tegne, ikke lytte til nogen musik i høretelefoner, ikke tale i telefon, sms – forbudt. (flere børns og forældres udsagn).
En 0. klasses elev får karantæne at køre med bussen til skolen i tre dage, fordi han tog telefon når hans mor ringede.
En 1. klasses elev får karantæne at køre med bussen, i to dage, fordi han talte for højt."
Anett Sällsater er ikke ude på at kritisere en enkelt buschauffør:
"Det må være et enormt ansvar at skulle navigere en bus fuld af børn, der er trætte efter en lang dags skole. I de 40 minutter bussen kører er der brug for en voksen i bussen, børnene kan ikke passes af en buschauffør," skriver hun på bloggen.
Hvem har ansvaret?
Hun rejser spørgsmålene:
1) Hvis en buschauffør nægter at tage et barn med pga. en konflikt der er foregået dagen forinden, – hvem har ansvaret for, at det barn kommer i skole?
2) Hvad med skolepligten hos børn der skal busses i skole?
Gellerup.nu går videre med spørgsmålene i den kommende tid.
Læs Anett Sällsäters blog