Der kommer ikke de første mange år en ny Gellerupskole i stedet for Nordgårdskolen, som lukkede i 2008. Det står klart efter byrådsmødet i juni, hvor Enhedslisten havde foreslået, at byrådet skal arbejde for at genetablere en lokalskole i Gellerup. Sagen blev godt nok sendt til magistratsbehandling, men det vil næppe ændre på manges holdninger.
"Sympatisk tanke, ja, men vi kan ikke se noget behov for en ny skole i Gellerup. Men vi vil bakke Tovshøjskolen op." Sådan lød svarene generelt hos byrådspartierne – dog bortset fra SF, som også har en vision om en helt ny og tiltrækkende skole, som har de dygtigste lærere og pædagoger. Thomas Medom sagde, at byrådet nødvendigvis må se på tabu-området skoledistrikter.
Jette Jensen (Enhedslisten) havde faktisk tre forslag med i tasken. Ud over at arbejde for en ny skole skal byrådet gøre mere for de sprogscreenede børn, der ikke må benytte lokale skoler i Vestbyen, og det skal gøre mere for at styrke og støtte Tovshøjskolen.
Opbakning til Tovshøjskolen
Det sidste var der mest opbakning til. Tovshøjskolen har ikke brug for yderligere stormvejr, snarere, at det gode arbejde på skolen bliver støttet, og at det skal planlægges, hvordan elevernes faglige niveau kan styrkes. Det var kun Dansk Folkeparti imod, og de var alene om at ønske skolen nedlagt.
Børn- og ungerådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S) henholdt sig til, at den gamle Vestbyanalyse taler om overkapacitet af skoler i Vestbyen, og selv efter lukningen af Nordgårdskolen er der overkapacitet.
"Men det kan være, at når helhedsplanen begynder at virke, vil området blive så attraktivt, at flere bosætter sig i Gellerup, og så må vi se på forslaget om en ny skole. Men indtil videre er der ikke behov. Derimod er jeg helt med på at bakke Tovshøjskolen op, og det mener jeg allerede vi gør ved, at mange gode kræfter arbejder sammen om at få det faglige niveau opad," sagde rådmanden.
Det skal med i planlægningen
Jette Jensen svarede, at Enhedslistens forslag IKKE går på at beslutte en ny skole her og nu, men at byrådet tager det ind i planlægningen. Hun kunne ikke forestille sig et stort lokalområde som Gellerup uden egen skole.
Rabih Azad-Ahmad (R) sagde, at han i sin tid gik ind for at lukke Nordgårdskolen, og er er fortsat overskud af kapacitet. Men han erkendte, at det vil være bedst for både området og for eleverne, hvis de går i skole tættere på deres hjem, og han håber derfor at kunne styrke Tovshøjskolen, så det kan trække mange børn hjem til lokalområdet igen.