Hvad vil det sige at være dansk? Ser du dig som: Nydansker, bindestregsdansker eller kartoffeldansker? Hvilket landshold plejer du at holde med? Og føler du, at det er en pligt at betale kirkeskat, selv om man hører til en anden trosretning?
Dette er blot nogle af de mange spørgsmål, som skal debatteres i aften tirsdag, hvor Ny-Dansk Ungdomsråd, Foreningernes Hus, Samvirket, Somali Community og Mission Afrika har inviteret 50 unge nøglepersoner til et netværksmøde. Mødet bliver kaldt “I Danmark er Vi født” – hvornår er man dansk, og har til formål at skabe basis for dialog, netværk og vidensdeling på tværs af personer og organisationer.
Unge gør en stor forskel
”Unge i Aarhus Vest gør en stor forskel bl.a. indenfor miljø, uddannelse og kulturliv, men mange af dem kender ikke for alvor hinanden, og det skal mødet være med til at ændre på”, siger en af initiativtagerne Malene Fenger-Grøndahl.
Aftenen vil indeholde debatindlæg bl.a. Senay Arikan, der er medlem af NyDansk Ungdomsråd og en af initiativtagerne til arrangementet, og folketingsmedlem for De Radikale, Liv Holm Andersen.
Deltagerne i panelet, som bl.a. skal svare på de indledende spørgsmål, er unge med forskellige baggrunde. En af disse unge er Mahmoud Halloum, som repræsenterer Palæstinensisk Ungdom. Mahmoud, som til dagligt læser jura i Aarhus, vil på mødet fortælle om hans rejse til Israel og de besatte områder på Vestbredden, og hvilken betydning det har haft for hans identitet som palæstinenser og dansker, at han for første gang besøgte sine forældres oprindelsesland.
Mødet er arrangeret i forlængelse af efterårets tre dialogmøder.
Mødet er kun for de inviterede unge.