Den nystiftede forening, Somalisk Sundhedsforbund, inviterer alle interesserede til "Somalisk Sundhedskonference" i den kommende weekend, 6. og 7. oktober, i Foreningernes Hus, begge dage kl. 10.30 til 18.30.
Foreningen byder på en bred indgang til sundhed – så er der noget for alle. Abdi Farah Ali, formand for foreningen siger, at man skal endelig tage en ven, nabo eller et familiemedlem med. Der er mulighed for tolkning til dansk, engelsk og arabisk.
Også egen sundhed
Man kan gennem foredrag, taler og diskussion blive klogere på sundhed generelt – og på sin egen sundhed.
Temaerne er blandt andet livsstilssygdomme som diabetes, forhøjet blodtryk og fedme, og desuden handler det om hjertesygdomme, misbrug og gynækologiske sygdomme.
Der er workshops, hvor du kan få målt dit blodtryk og blodsukker, og der er sundhedspersonale (læger, sygeplejersker mv.), som kan svare på både generelle og personlige spørgsmål.