Det blev aldrig helt vemodigt at deltage i afskedsreceptionen for Jens Møller, som nu stopper som leder af Det boligsociale Fællessekretariat. For han bliver i "den almene familie". 
Han går ind i et generationsskifte på Boligforeningen Alboa – med start nu som personalechef og leder af det boligsociale arbejde, derefter administrationschef, og fra 2016 afløser han John Jensen som direktør.
John Jensen kunne derfor sige farvel på vegne af Fællessekretariatets styregruppe, og goddag på vegne af sit eget arbejde.
Os med gummistøvler på
I flere taler fik Jens Møller det skudsmål, at han har synliggjort og samlet det boligsociale arbejde, som foregår i boligområderne. Han har sat almene boliger på dagsordenen i Århus og været dygtig til at kommunikere udfordringerne ud.
De, der arbejder blandt almene beboere – "os med gummistøvler på", sagde Søren Høgsberg fra Møllevangen – er blevet "samlet op" af fællessekretariatet, som nu har fungeret i fem et halvt år.
Selv holdt Jens Møller ingen tale og syntes i øvrigt, at folk skulle gå til kagefadene i stedet for at holde taler. Taler, som han naturligvis ikke slap for.
Boligforeninger samarbejder
Selv siger han til gellerup.nu, at han og kollegerne i fællessekretariatet har opnået flere ting:
"Alle boligforeninger samarbejder og prioriterer nu det boligsociale arbejde som noget helt naturligt i deres arbejde. For eksempel skal vi i samarbejde sætte ind med at skaffe flere fritidsjob og lærepladser, noget som vi nok ikke tidligere ville have kunnet gøre sammen."
Jens Møller fremhæver også, at med fællessekretariatet er de boligsociale medarbejdere i boligforeningerne blevet mindre alene. De har nu fået et fagligt fællesskab og arbejder nu sammen på kryds og tværs.
Den enkelte beboer
Hvordan har den enkelte beboer kunnet mærke jeres indsats?

"Blandt andet ved, at vi har peget på nogle udfordringer over for kommunen, for eksempel har kommunen nu fået mere fokus på børn og unge i udsatte boligområder," siger Jens Møller.
Fællessekretariatet har gennem målrettet fundraising også skaffet adskillige millioner til boligområdernes sociale indsatser og har selv sat en række aktiviteter i gang på områder som sundhed, uddannelse, kultur, kommunikation, kvindehus og jobskabelse.
Ny leder
1. december 2012 starter Bertil Michael Mahs som leder af Fællessekretariatet. Bertil er 49 år og har de seneste fem år været ansat i Socialstyrelsen, hvor han har udfyldt forskellige ledelsesfunktioner.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.