Søndervangskolen inviterede i torsdags forældre og nye skolestartere til orienteringsmøde vedr. skoleindskrivning med bl.a. sang, højtlæsning af børn på somali og fællesspisning.
I år mødte 35 familier op til mødet ud af 67 indbudte, hvilket er et større antal fremmødte i forhold til de sidste par år, hvor fremmødet lå på omkring 15 familier.
God og hyggelig stemning
Tidligere oplevede forældrene, Farhiyo Sahar og Fadumo Mohammed, møderne som en slags monolog og tørre, men denne gang oplevede de mere dialog og en hyggelig stemning, hvor der var rig mulighed for at tale med både skolederen og andre tilstedeværende medarbejdere. Dette gjorde stort indtryk på dem.
En tredje forælder, der bor udenfor skoledistriktet, kom tilfældigvis for at høre om skolen, og han besluttede med det samme, at både hans skolestarter-barn samt hans andre børn, som går på en anden skole, skal starte på Søndervangskolen. Han var meget begejstret for Søndervangskolens madordning, fodboldskole og modersmålsundervisning.
Ændret strategi
I år var der lagt en anden strategi i forhold til at tiltrække flere familier til orienteringsmødet, hvilket man må sige lykkedes. Det har været en udfordring at få familierne til at dukke op til møder på Søndervangskolen bl.a. på grund af det dårlige omdømme, som skolen havde engang, og grundet det kedelige indhold på møderne. Derfor indså skoleleder Rani Hørlyck, at der måtte gøres en ekstra og anderledes indsats for at opfylde målene:
– at en større andel af områdets familier vælger Søndervangskolen til deres børn
– at Søndervangskolen får et bedre omdømme gennem positiv storytelling af de mange indsatser og resultater.
Det kan ifølge Rani Hørlyck kun lade sig gøre gennem et tæt samarbejde med interne og eksterne aktører, planlægning, koordinering og opfølgning af indsatserne. Og hun mener og siger ofte i forskellige sammenhænge at: ”Søndervangskolen og personalet er til for børnene i Viby Syd og ikke omvendt”
Digital indskrivning
Som noget nyt har Aarhus Kommune udskiftet den traditionelle form for indskrivning ud med digital indskrivning via NemId. For at imødekomme dette arbejder Søndervangskolen intensivt med at klæde forældrene på til denne forandring. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der frem til indskrivningsdagene d. 9. og 10. januar vil hjælpe forældrene, og allerede fra d. 12. – 14. december kan forældre, der ikke har NemId ,få oprettet dette med hjælp fra skolens personale på Viby bibliotek.