Somalisk Kvindeforening inviterer onsdag den 6. februar til en international debataften mod omskæring af piger. De ønsker at fokuseret på et tabubelagt emne, idet der i dele af den somaliske kultur foretages omskæring af piger, også i Europa.
Debatmødet holdes i Foreningernes Hus, og i indbydelsen hyldes alle, der har kæmpet imod kvindeomskæring.
"Man har verden over kæmpet imod dette store problem i mange år, og man har opnået flotte resultater. Men der er desværre mange steder i verden hvor der stadig bliver omskåret en masse små uskyldige piger," siger Ambara Hashi Nur, som er formand for kvindeforeningen.
Når omskæringen foregår i Europa, foregår det i hemmelighed. I Danmark foregår det hende bekendt ikke, i givet fald er det meget sjældent og vil ske ved, at kvinder rejser ud af landet med børn.
Til begivenheden kommer tidligere sundhedsminister, Sonja Mikkelsen, med et oplæg. De øvrige oplæg leveres af Hawo Hirsi, Shamso Sheego og Ambara Nur. Der er også en workshop, hvor man skal diskutere nogle problemstillinger omkring kvindeomskæring.