Danmarkshistoriens største lockout har også ramt Søndervangskolen. Det betyder konkret, at der tirsdag d. 2. april, hvor lockouten trådte i kraft, kun var otte lærere, 14 pædagoger og tre undervisningsassistenter på skolen, der ikke er omfattet af konflikten, til bl.a. at undervise eller holde opsyn med de i alt 45 fremmødte elever – ud af 355 skolens elever.
Endvidere var skolens ledelse nødsaget til at sende 38 elever hjem igen, da deres lærere ikke må varetage undervisning, mens konflikten står på. De resterende 272 elever kom ikke i skole i dag.
Skoleleder Rani Hørlyck opfordrer kraftigt alle forældre til at holde sig løbende opdaterede på skolens hjemmeside og forældreintra i forhold til lockouten og skemaændringerne. Derudover beder Rani Hørlyck forældrene om at henvende sig til skolens kontor, hvis de har spørgsmål om lockouten, herunder skemaændringer.
”Vi anbefaler forældrene kun at sende eller følge deres børn i skole i de lektioner, hvor der er undervisning. I den forbindelse anbefales forældre og elever til at benytte skolens hovedindgang, således de kan modtage besked om de ændrede forhold, der vil komme hen ad vejen under konflikten," siger Rani Hørlyck.