Pearl Cuttens nye CD ”Private Party” udkommer senere på sommeren. Hvem er hun egentlig, denne smilende kvinde med rødder i Botswana, og som bor i Søvangen?

Over en kop kaffe har Pearl fortalt gellerup.nu om sin musik og om musikbranchen.

Afrikanske rødder
Som 11-årig kom Pearl til Danmark. Som barn i Botswana havde hun sunget i kirkekor, deltaget i dansekonkurrencer, og hun peger på den megen rytmiske musik i fædrelandet som en stor inspiration for hendes musik, der er meget i reggae-, r&b- og soulstil.
    
”Jeg har været igennem en lang proces, hvor jeg også har lært at stole mere på mig selv,” fortæller Pearl Cutten. Hun føler, at musik er et meget ærligt udtryk for, hvad der bor i mennesker, og føler sig meget selvsikker i forhold til den til tider meget hårde musikbranche.

”Folk finder hurtigt ud af, at jeg ikke tiltrækkes af mennesker, der ikke er oprigtige,” siger Pearl Cutten. Hun arbejder ved siden af musikken på deltid på et plejehjem og underviser desuden i musik (blandt andet et nyt hold i ungdomsskolen på Tovshøjskolen), og hendes musikere er mennesker, der har en fælles forståelse med hende for det spontane og det oprigtige i musik.

Drømmene
Pearl ville gerne bryde igennem i Danmark, men har mere ambitioner om koncerter i Sverige og Tyskland. Hun forventer også, at der vil være gode muligheder i Sydafrika. Tidligere har hun været engageret i Rusland. For Pearl drejer musikken sig imidlertid om noget andet.

”Livet er så kort, og der er så kort tid til at sætte et fodaftryk. For mig er det et ønske om at dele noget af mig selv med andre og udtrykke mig selv,” siger Pearl.

På tirsdag den 6. august kl. 20 er der releaseparty for hendes nye album på Headquarters i Valdemarsgade 1 i Århus. Alle gæster vil få en fri download af singlen.
På CD-en kan man blandt andet høre sangen ”A woman”, der har dette sidste vers:
The mother the lover the seed
The servant the keeper the giver
The mountain the flower the sea
The root the river the soil
The daughter the empress the queen
The joy the pain the key
The soul the phoenix the star
I’m the key I’m a woman

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.