"Det kunne være gået meget værre."
Siger lokalpolitiets leder, Jens Espensen, og viser de konfiskerede effekter frem for gellerup.nu nede hos lokalpolitiet. Omkring 10 pulverslukkere, en mængde totalt ulovlige kanonslag og ikke mindst 30-40 små brosten (chaussesten). Politiet fandt materialerne halvanden time før Akkarimødet fundet ved Fristedet tæt på Gellerupbadet, og de 14 tilstedeværende blev anholdt – dog løsladt senere. Det er endnu usikkert, om der vil blive rejst sigtelse mod nogle af dem.
"Det er tankevækkende, hvad de skulle være brugt til. Jeg tænker, at ballademagerne har forberedt et fremstød mod politiet ved at forvirre os med skum, og derefter beskudt os med stenene. Så det kunne være gået meget værre, end det gik," siger Jens Espensen.
Han efterlyser, at der efterforskes i sagen, blandt andet hvor pulverslukkerne stammer fra,
Men egentlig er det den positive side af historien, der er væsentlig at få frem: det lykkedes at gennemføre mødet med den i Gellerup forhadte Ahmed Akkari, uden at det kom til rigtig uro.
Venlig og retfærdig justits
"Jeg blev helt høj af det, for jeg følte, at jeg havde mange venner den aften. Beredskabet og frivillige fra vistnok 14 foreninger var i gang, HotSpot ronderede og gav god information om stemningen, og frivillige sørgede for en venlig og retfærdig justits inde i mødesalen.
"Det var meget bedre end hvis politiet var inde ved mødet – der var overhovedet ingen konfrontation."
Lokalområdet stod sammen
Over 100 var involveret i at skabe ro, og det lykkedes stort set, selv om der udenfor flere gange var optræk til ballade, og der blev skudt flere kanonslag af – og yderligere en person blev anholdt i den forbindelse.
Jens Espensens bedømmelse af den fælles indsats:
"Der var tidspunkter, hvor det var lidt træls, og der var en udfordring med at få Akkari eskorteret ud efter mødet, men det gik fint. Da aftenen var omme, kunne jeg vurdere, at det samlet gik godt. Ikke mindst fordi lokalområdet stod sammen om at holde ro."
En mand kom på et tidspunkt helt hen til politiets afspærring og sagde noget på arabisk. Det blev oversat for Jens Espensen, og budskabet var: "Gellerup har ikke fortjent denne ballade – vi skyder os selv i foden, når der sker sådan noget!"