En stor børneby, formet som en sommerfugl, er på vej til Gellerup. Vinderprojektet blev afsløret i går, og om nøjagtigt to år står "Dagtilbud Gellerup" klar til at modtage 190 børn. Det er i øvrigt det første byggeri som følge af helhedsplanen for Gellerup-Toveshøj.
På grunden, hvor resterne af Nordgårdskolen ligger som pulveriseret beton, skal der fra efteråret og godt et år frem bygges en børneby med en offentligt tilgængelig park omkring.
Huset skal ligne en sommerfugl, hvor fire børnehuse udgør vingerne, mens et sundhedshus er hovedet, som er placeret op til Jettesvej. Rygraden er et uopvarmet gangareal, kaldet orangeri, idet der bliver plads til mange grønne vækster.
Lige til venstre for dagtilbuddet ligger den nuværende børneinstitution på Jettesvej, men ud over det tætte naboskab er de ikke knyttet sammen.
Vinderne skal i dialog
Fem byggefirmaer var inviteret til at deltage i projektkonkurrencen, og vinderne blev de samarbejdende firmaer GPP Arkitekter, Rambøll A/S og WAD Landskabsarkitekter.
Dette konsortium skal nu – sammen med Børn og Unge i Aarhus Kommune – forberede byggeriet til ca. 35 mio. kr. Der skal også holdes en række møder med blandt andre Brabrand Boligforening, lokalpolitiet og andre for at tilgodese alle interesser, forklarer kommunens projektleder på byggeriet, Dorte Alber.
Ud over de 190 børn i alderen 0-6 år bliver der plads til 110 medarbejdere. Nogle af disse skal arbejde i Sundhedshuset, som samler alle Gellerups sundhedstilbud for børn.
Vinderfirmaet blev i øvrigt afsløret af den nye børn- og ungerådmand Bünyamin Simsek (V), som selv har trådt sine barnesko på Nordgårdskolen, og som vikarierende rådmand i 2007 var med til at underskrive dødsdommen for skolen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.