Fra døgnrapporten for onsdag:

•    Politiet har modtaget anmeldelse om vold begået fredag den 24. oktober ca. kl. 21.00 på gaden på Jettesvej. En 21-årig pige, der ikke er fra området, blev sparket i ansigtet og efterfølgende tildelt en lussing. Lokalpolitiet Århus Vest vil meget gerne høre fra eventuelle vidner til episoden eller fra andre med oplysninger til sagen.
•    Onsdag kl. 13.05 blev der anmeldt tyveri fra en lastbil på Janesvej. En rude i lastbilens førerhus var knust og der var stjålet en GPS mrk. Garmin Nüvi 10.
•    Onsdag kl. 19.44 blev der via 112 anmeldt, at der var brand i en affaldsskakt på Bentesvej. Branden blev hurtigt slukket, og den umiddelbare årsag til branden menes at være uforsigtighed med udsmidning af kul fra vandpibe e.l.
•    Onsdag kl. 19.57 blev en tyverialarm aktiveret i en lejlighed på Gudrunsvej. Alarmen har angiveligt skræmt indbrudstyven væk, idet der umiddelbart ikke var noget stjålet.

Torsdag: betjent truet

•    Torsdag formiddag var en polititjenestemand i sin fritid en tur i CityVest for at handle sammen med sin familie. Her blev han passet op af en af området kendte kriminelle, der genkendte ham som politimand. Gerningsmanden var herunder truende i ord og adfærd. Gerningsmanden blev efterfølgende anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens §119, der omhandler trusler om vold mod offentlig myndighed.
•    Torsdag formiddag var der forsøg på indbrud i en lejlighed på Janesvej. Da gerningsmanden opdagede, at lejlighedens beboer var hjemme, stak han dog af.
•    Torsdag eftermiddag måtte en af vores patruljer assistere vagterne i Bazar Vest, idet de havde brug for hjælp til bortvisning af en uønsket gæst. Det viste sig, at Bazaren i forvejen har givet gæsten forbud mod at komme der pga. dårlig opførsel. På den baggrund blev han sigtet for det, der i fagsprog hedder ”husfredskrænkelse” og bortvist.