Hvis Gellerupparkens beboere følger afdelingsbestyrelsens anbefaling, så vil blok B4 på Gudrunsvej 42-50 bliver solgt som ejerlejligheder. De vil blive udbudt til priser, som stiger med højden, så en 100 kvadratmeter stor lejlighed vil kunne købes for mellem 900.000 og 1,1 mio. kroner. Det er uvildige ejendomsmæglere, som har fastsat kvadratmeterpriserne.
Siger beboerne nej den 20. november, så vil det som vedtaget i Helhedsplanen være blok A13 på Bentesvej, som skal sælges. I begge tilfælde vil lejlighederne blive renoveret og få nye køkkener, før de sælges.
Stor spørgelyst
Over 50 beboere var mødt frem til det sidste af tre informationsmøder. Spørgelysten var god, men alligevel kunne projektchef Ole Bech Jensen efter kun halvanden time konstatere, at spørgsmålene var udtømt.
Næste skridt er på torsdag, hvor beboerne i Gellerupparken afgør skæbnen for de Blå Blokke, og valg af blok til ejerlejligheder. Siger de ja, vil beboerne i 72 lejligheder i de tre opgange i blok B4 få tryghedsgaranti fra starten af 2015 og skal genhuses senest et år efter, så man kan nå at lave hullet og vejforløbet inden slutningen af 2016.
Hul i blokken
Gudrunsvej 42-50 har en ekstra og ret omfattende detalje: den skal gennembrydes af en ny vej. Nemlig Den sydlige Tværvej fra Globus1 ind til Bygaden, hvorved der vil opstå et ’loop’ – dvs. et forbundet vejsystem på strækningen Gudrunsvej, Edwin Rahrs Vej, Bygaden og den sydlige tværvej.
Hullet i blokken vil blive lavet uanset afstemningen. Der er afsat 25 mio. kr. til dette projekt, og alle beboere i opgangene 42, 44 og 46 skal flytte. Midteropgangen forsvinder helt, mens naboopgangene skal tømmes helt under renoveringen af hensyn til sikkerheden.
Dernæst kommer alle detaljerne: nogle skal genhuses permanent andre steder efter tryghedsgarantien, andre vil gerne flytte tilbage til opgang 42 og 46, og er dette blokken, som skal have ejerlejlighederne, er der mange spørgsmål, som beboerne har behov for at få afklaret.
Nogle af dem blev besvaret på mødet, mens andre først kan afklares om et stykke tid. Det gælder eksempelvis den omfattende plan for renovering af alle Gellerupparkens og Toveshøjs boliger, som ikke er bevilget af Landsbyggefonden endnu, men som ser realistisk ud.
Renovering og andre lejligheds-størrelser
Vælges blok B4 til ejerlejligheder, vil det nemlig blive den, som først renoveres, og det kan sagtens blive en omfattende renovering, hvor de små lejligheder måske gøres større ved at få et værelse fra de store lejligheder, eller nogle lejligheder lægges sammen hen over to etager.
Ole Bech Jensen kunne ikke svare på alt om renoveringen endnu, for det bliver afdelingen selv, som sammen med et byggeudvalg skal afgøre fremtidens lejligheder.
Renoveringen vil foregå med to-tre blokke ad gangen, hvor de fleste beboere vil kunne blive boende under renoveringen, men altså ikke i alle tilfælde. Sammenlagt vil renoveringen tage omkring seks år.
Uanset hvilken blok der vælges til ejerlejligheder, kan ingen blive tvunget til at købe dem, men de kan blive boende som lejere, indtil de flytter.
Læs en af de kommende dage nærmere om, hvordan en boligblok kan omdannes til ejerlejligheder, hvem der kan købe dem, og hvordan de nuværende beboere er stillet.