”Det er den roligste start på året jeg kan mindes”. Sådan lyder det fra politikommissær Jens Espensen om år 2015, som det er forløbet indtil nu. Han sagde det senest på Samvirkets kvartalsmøde forleden.
Og det er over hele linjen, at der er fredeligt i Gellerup:
”Det er sådan helt generelt, at vi oplever roen. Der har været et markant fald i både anmeldelser og hændelser i år,” siger politikommisæren. Politiets statistikker viser, at man i marts i år havde modtaget 43 anmeldelser indenfor den almindelige straffelov. Sidste år var der på samme tid registreret 219 anmeldelser – altså fem gange så mange. Og i forhold til for to år siden, hvor man optalte 181 såkaldte ”urohændelser”, har man i år kun oplevet 75 af samme – mere end en halvering af hændelser over de seneste to år.
Årsagerne til den rolige start kan nok i høj grad tilskrives politiets samarbejder i Gellerup:
”Det er ikke entydigt hvorfor tallene er lavere. Det kan være nogle, der er flyttet, eller at vi har fået fat i nogle af dem der laver ballade,” siger Jens Espensen og fortsætter: ”Og så kan det jo også være fordi vores samarbejde med lokalområdet bærer frugt. At vi i fælleskab med aktører og beboere har fået sat præventivt ind og har en god dialog.”

Dialog og interesse
Sommervejret har det dog med at bringe lidt mere ballade med sig. Nu begynder der at være lidt flere hændelser, og knallerter der fylder mere på stierne:
”Men der har aldrig været så få knallerter som nu. Og vi ser også flere, der opfører sig ordentligt i trafikken – hvilket jo er en rigtig fin tendens,” udtaler Jens Espensen.
Møder politiet folk, der er negative overfor deres arbejde, så klares uoverensstemmelserne uden konflikt:
”Så taler vi med dem og har alligevel en god dialog. Og selvom nogle måske ikke bryder sig om, at TV2 nu er herude og filmer, så er mange alligevel lidt interesserede i at høre om det og om hvornår det bliver sendt,” lyder det fra Jens Espensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Så kan du følge med i, hvad der sker i Gellerup.

Tak! Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev.