Det koster en million kroner om året at drive Foreningernes Hus. Nu skal foreningerne selv i gang med at skrabe 200.000 kr. sammen hvert år for at få husets økonomi til at hænge sammen.
Afdeling 4 Gellerupparken skal også spæde til med 200.000 kr. – og dette beløb blev anledningen til en pengesnak på afdelingsmødet i tirsdags. En af beboerne spurgte nemlig, hvorfor afdelingen skal betale til Foreningernes Hus. Han spurgte også til andre beløb på budgettet og var nervøs for, om Gellerupparken frådser med pengene.
Afdelingsformand Helle Hansen havde forklaringer på de forskellige stigninger på budgettet, og om Foreningernes Hus sagde hun:
”De 200.000 kr. er opstået, fordi Landsbyggefondens tilskud på en million kroner årligt nu bortfalder, idet det har været meningen, at foreningshuset i år skulle flytte til det nye beboerhus og indgå i driften dér. Men beboerhuset står som bekendt ikke klart endnu.”
Hun sagde, at Landsbyggefonden normalt ikke støtter drift af beboerhuse, ”…så vi skal være glade for det, vi allerede har fået,” nævnte hun.
To års kattepine
Kattepinen varer ved de næste to år, hvorefter det nye beboerhus forhåbentlig er bygget.
”Vi må være fælles om at støtte, fordi Foreningernes Hus er til glæde for os alle. Havde vi sagt nej, måtte huset lukke,” pointerede hun.
Millionen skaffes ved, at fem parter hver giver 200.000 kr.: den fysiske helhedsplan, den boligsociale helhedsplan, Gellerupparken, Aarhus Kommune og foreningerne selv.
Da Helle Hansen nævnte ”foreningerne”, fremkaldte det latter – underforstået, at det er så stor en sum for foreningerne, at det får de meget svært ved.
Det blev på afdelingsmødet kritiseret, at Brabrand Boligforening ikke selv deltager i husets overlevelsesplan, idet boligforeningen er husets ejer og vil miste mange penge, hvis huset må lukke før tid.
”Vi mener også, at Brabrand Boligforening burde betale, og derfor er vi kun gået med til at støtte ét år,” sagde Helle Hansen