Multikulturel Festival blev holdt i går søndag i og ved Foreningernes Hus med masser af aktiviteter fra en række foreninger i området.
En af de aktiviteter, der var med til at samle penge ind til Foreningernes Hus, var sponsorcykelløbet. Sportsligt og økonomisk gik det rigtig godt.
"Vi har kørt i hvert fald 30.000 kr. ind, blandt andet fordi vi fik 5.000 kr. fra både City Vest og Bazar Vest," oplyser Bit Boel Buhl, fra en af arrangørerne, Gellerup Kirke.
Det var særdeles flot – også i betragtning af, at hele festivalen sidste år gav et overskud på 15.000 kr.
26 dystede på cykel
26 deltagere dystede om at vinde løbet, der havde en rute på to kilometer og gik gennem Hasle Bakker.
”Desværre havde vi et sammenstød på ruten med en brækket næse til følge,” oplyser Bit Boel Buhl. Hun glæder sig over, at det alligevel blev et godt arrangement med masser af stemning leveret af Ramallahspejderne.
Hurtigste kvinde var Maria Sloth med 22 km. på en time.
Hurtigste mand var Andreas Gammelgaard Lauritsen med 30 km. på en time. De vandt begge en cykelhjelm fra Rolsted cykler.
3. præmien gik til Allan Fisker, som cyklede med trailer og var den ældste rytter. Alligevel klarede han 20 km. Han får prisen for kampgejsten.