Når jeg skal søge arbejde, er det så mig, som skal tilpasse mig arbejdet og arbejdsmarkedets behov, eller skal arbejdsmarkedet tilpasse sig mine krav og min kultur?
Spørgsmålet er centralt for mange i dag, hvor det danske arbejdsmarked måske ikke helt er i trit med de arbejdstagere, som nu kommer fra mange kulturer.
”Jeg har sendt mange ansøgninger, men når de ser, at jeg hedder Mohammed, får jeg afslag eller slet ingen svar. Hvis jeg skriver, at jeg hedder Mogens, så kan jegnemmere komme til jobsamtale,” lyder det fra nogle.
På Danmarks Radio kører en interessant TV-serie, ”Asger og de nye danskere”, hvor erhvervsmanden Asger Aamund forsøger at få seks nydanskere i arbejde.
Asger har en meget kontant retorik og siger eksempelvis til Mohammad, som på forhånd sorterer visse jobs væk, fordi han er muslim og ikke vil røre ved svinekød eller alkohol: ”Du er bachelor i turisme, men du kan ikkearbejde på en restaurant eller i turistbranchen uden at komme i berøring med svinekød eller alkohol!”
En ung kvinde, Sabah, fortæller i TV-serien, at hun bliver frasorteret ved jobsamtaler, fordi hun bærer tørklæde. Hun får at vide af Asger Aamund og jobkonsulenterne, at hun på den ene side er modig og kan blive murbrækker for at få flere kvinder med tørklæde i job, men på den anden side kan tørklædet hindre hende i at få det job, hun gerne vil have. Det er et valg, hun må gøre op med sig selv, får hun at vide.
Og så er der kunderne. Hvad siger de til, at Abdul ringer dem op og tilbyder et telefoni-abonnement? Det er der ikke meget salg i! Men når han kalder sig Adam, går det pludselig meget bedre. Mærkeligt, ikke? Abduls arbejdsgiver har ikke noget imod at have ansatte med fremmedartede navne – bare de kan sælge! Og det gør de bedst ved at kalde sig noget dansk.
Abdul er ikke et navn hentet fra fantasien. Han er gymnasieelev, bor på Gudrunsvej og har to fritidsjobs. Det ene som ung reporter ved Gellerup.nu – det andet som telefonsælger under navnet ”Adam”.
