Hvert år på den 2. onsdag i maj måned afholder alle dagplejere i hele landet en traditionsrig ”Dagplejedag”, hvor dagplejen er i centrum. Sådan har det også været i Dagplejen i Brabrand indtil 2006, hvor de blev en del af Brabrand Dagtilbud.
Traditionen var dog så afholdt, at Dagplejen fik hele dagtilbuddet med på at fejre sig selv og børnene med et fælles optog igennem gaderne i området med fede samba-rytmer fra Aarhus Friskole og flot følgeskab af Østjyllands Politi. Dette har Brabrand Dagtilbud gjort indtil i år, hvor optoget er blevet endnu større.
I 2016 fusionerede Brabrand, Gellerup og Tovshøj Dagtilbud nemlig til to dagtilbud; Brabrand og Tovshøj Dagtilbud med et stort fællesskab i både tanke og handling. Derfor deltog hele Tovshøj Dagtilbud i festlighederne, så deltagerantallet kom flot over 600 glade børn og voksne i alt.
En stor fest for børnene
Brabrand Dagtilbud startede fra Gellerup Kirke, mens optoget startede på Karen Blixens Boulevard for Tovshøj Dagtilbuds vedkommende. Begge optog var hver flot flankeret af to betjente fra Østjyllands Politi, der sørgede for trafiksikkerhed og masser af ’imponade’ fra dagtilbuddenes børn.
Begge optog samledes til sidst ved det grønne område ved Emmasvej, hvor Aarhus Friskole sørgede for sanglege til stor glæde for børnene. Mindst lige så stor glæde skabte en lille isbod, der havde forsyninger nok med til alle børn og voksne.
Alt i alt en traditionsrig og glædelig dag for både børn og voksne. Selv vejrguderne fandt tid til at sende solen med på sommeroptog i Brabrand og Tovshøj Dagtilbud.