"Stop vold" stod der på en række skilte, som børn fra Gellerup havde lavet og deltog med, da flere hundrede mødtes på hjørnet af Aaby Ringvej og Edwin Rahrs Vej fredag eftermiddag.
Demonstrationen var lidt større end sidste uges demonstration, og den talte også en del borgere uden for Gellerup. Politiet stod i skudsikre veste og havde helt styr på, hvilke biler der kørte på de to veje.
Vold og faren for, at børn og unge i Aarhus trækkes ind i bandelivet, var også de underliggende tema for flere af talerne, der også støttede op om politiets og Aarhus Kommunes indsats for at undgå, at bander skal have lov at spille en rolle i byen.
Ahmed Halimah (billedet), formand for FIF (Forbundet af Islamiske Foreninger) var glad for fremmødet, der havde trodset den hårde blæst:
"Det er en menneskemængde, som tør gå imod banderne," nævnte han. Han citerede tidligere udtalelser fra borgmester Jacob Bundsgaard, der har udtalt: "Vi er større, vi er stærkere, og vi er flere end jer!"
Livet går videre
Flere talere understregede, at banderne ikke skal have lov at påvirke vores dagligdag. Boligsocial leder Kristian Bierring Lauritsen sagde blandt andet:
"Beviset på, at vi ikke lader os true, er, at livet går videre, og vi har positive ting at mødes om. Vi har vores samvær, selv om nogle forsøger at lave støj og ballade."
Keld Hvalsø Nedergaard, byrådskandidat for Enhedslisten, var på linje:
"Vi skal ikke være bange, vi skal ikke have visitationszoner, livet skal fortsætte. Vi skal samtidig arbejde for at give unge nogle gode alternativer til bandelivet – job, fritidstilbud og så videre.
Abu Khaled opfordrede i sit indlæg forældre til at stå sammen, men også at tage et ansvar over for deres børn og unge.