Juli måned har været en fredelig måned for Gellerups beboere. Der har ikke været de konfrontationer og skudvekslinger, som bandeuroen i det vestlige Aarhus ellers lagde op til.
Årsag? De, der stod bag urolighederne i juni, er afvæbnet og sat i fængsel. Der mangler tilsyneladende både våben og uromagere. Siden visitationszonen blev oprettet 25. juni, har politiet konfiskeret 17 skydevåben, 55 stikvåben, 21 slagvåben og 18 andre våben – blandt andet totenschlægere, baseballbat og peberspray..
Balladen startede sidst i maj, da den kriminelle bande Loyal to Familia (LTF) gjorde sit indtog i det østjyske for at komme ind på hashmarkedet. LTF sendte folk i biler til Vestbyen for at opbygge en position sammen med lokale. Det var ikke populært blandt de, der allerede solgte hash i området, og det førte til en række konfrontationer.
Beboere, organisationer og politi stod sammen for at bekæmpe uroen, men LTF gav ikke op. Men nu er de blevet langt færre, fortæller politiinspektør hos Østjyllands Politi, Brian Foss Olsen, til Danmarks Radio.
Kører hjem efter få timer
"Vi ser færre lige nu, der kommer til Aarhus fra LTF. I øjeblikket ser vi primært, at de er her i kortere perioder. Det er timer, de er her, og så kører de tilbage til, hvor de bor og opholder sig," siger han.
Banden har tilsyneladende jævnligt brug for forstærkninger, der kommer i bil fra hovedstadsområdet.
Brian Foss Olsen er "forsigtig optimist" i kampen mod banden:
"Vi er ikke så naive at tro, at vi er i mål endnu. Vi kæmper døgnets 24 timer både på gaden, efterforskningsmæssigt og forebygningsmæssigt for at komme det til livs," siger han til Danmarks Radio.
Aktiviteter flyttet til Tilst
I starten udgik mange af bandeaktiviteterne fra Bispehaven, men mange af "aktiviteterne" er nu rykket til Tilst. Derfor har Østjyllands Politi oprettet en mobil politistation på Langkærvej i Tilst, hvor den vil holde hver dag i eftermiddags- og aftentimerne.