Ejerne af Sleep-In Gellerup håber, at de kan få lov at drive hostel i flere end de to år, som de har en lejeaftale på.
”Der skal selvfølgelig være et kundegrundlag, men vi håber, at vi kommer til at være en del af de fremtidige planer for Gellerup," siger Pablo Nørgaard og Joan Byrsting i et interview med Lokalavisen Aarhus Vest.
De har siden januar i år drevet hostel i hjertet af Gellerup ved siden af deres City Sleep-In i Havnegade, og det er gået godt. En del af udlejningen hænger sammen med indkvartering i forbindelse med den overståede internationale festival, men sideløbende er der kommet flere og flere reservationer. Der er også en del håndværkere, der lejer sig ind i fem-sengs stuerne, der er billigere end de andre.
Sleep-In Gellerup har bevidst gjort stedet til andet og mere end overnatning. Der er åbent hver dag fra kl. 12 i cafeen, og der har været koncerter og litteratur-aftener.
Mere roligt her end i byenBandeuroen har ikke givet færre overnatninger, siger ejerne i interviewet:
”Det er stille og roligt herude. Jeg vil gå så langt at sige, at der sker flere ting inde i midtbyen, end der gør ude i Gellerup. Vi har i hvert fald kun fået positive tilbagemeldinger,” siger Joan Byrsting.
To år – eller flere?
Afalen mellem Sleep-In og Aarhus Kommune løber kun i to år, fordi betonbygningerne Gudrunsvej 78 og 82 muligvis skal rives ned. Men intet er sikkert, og kræfter arbejder på at bevare betonbygningerne og Fredspladsen, som omkranses af netop Sleep-In, Lokalcentret og kirken.