Gellerup – bydelen med et utal af foreninger og klubber – har fået endnu en af slagsen. Palæstina Falafelklub!
Klubben kom til verden forleden ved en stiftende generalforsamling. Falafel-klubben hører under paraplyen Palæstina Madkultur, og herfra forklarer Malek El-Batran om baggrunden:
"Når vi laver mad i Palæstina Madkultur, er der ofte vegetarer eller veganere, som efterspørger noget, der ikke indeholder kød eller fisk. Derfor har vi besluttet at lave en vegetarisk madklub, og vi har valgt falaflen, fordi den kan både kødspisere og vegetarer godt lide at spise. Der kan også oprettes andre klubber under Palæstina Madkultur."
En arbejdsgruppe blev nedsat på generalforsamlingen. Den består – foruden Malek selv – af Hanne Østergaard, Ryan Lauridsen, Jonas Strandholdt , Doris Clarisse Lukunku og Mahmoud Ismail.
"Har I så valgt en falafel-formand?"
"Nej," griner Malek og understreger, at arbejdsgruppen godt kan klare sig uden en formand. Han forklarer, at klubben skal mødes en gang månedligt – og naturligvis spise gode falafler.
"Skal I også diskutere andre måder at lave falafler på?"
"Ja, helt bestemt! Vi har snakket om at lave falafel-pølser og falafel-burgere. Falaflen er den samme, men den kan formes til et pølsebrød eller til at ligge i en burger."
Nye falafel-elskere kan være med, siger ikke-formanden. Mandag den 28. august er der klubmøde i Foreningenes Hus, hvor nye er velkomne.